Praktisk information

Her vil vi informere om nogle af de praktiske forhold der gør sig gældende for vores dagpleje i Hovedgård.

Opstartsbesøg

Inden barnet starter i dagplejen, afholdes et opstartsmøde mellem dagplejeren og jer som forældre. Formålet med mødet er først og fremmest, at både I og jeres barn bliver trygge ved det sted, barnet skal passes.

Det er vigtigt, at I benytter opstartsmødet til at fortælle dagplejeren så meget som muligt om barnet, – dets reaktioner, vaner, kost, sygdomme og i det hele taget alt, hvad der kan fremme og lette forståelsen for- og kendskabet til barnet.

Desuden er det vigtigt, at I får indblik i, hvordan dagligdagen former sig i dagplejehjemmet, og hvilke husregler der er. Det er også ved opstartsbesøget, at I kan få svar på de spørgsmål, I har omkring dagplejen.

Åbningstid

Den enkelte dagplejer har en ugentlig åbningstid på 48 timer. Dagplejen åbner tidligst kl. 6.15 og lukker senest kl. 16.30.

Dagplejehjemmet har faste åbne- og lukketider, og inden for denne ramme kan I som forældre tilrettelægge jeres behov. Ved opstartsbesøget aftaler vi behovstider for det enkelte barn. Hvis disse behovstider ændrer sig markant, er det vigtigt, at forældre og dagplejer får snakket om det. Det har betydning både for dagplejerens daglige planlægning og i forhold til planlægning af eventuel gæstepleje. Når et barn hentes for sent udløser det overarbejde og derfor henstiller vi til, at barnet er afhentet inden for den angivne åbningstid.

Sovetid

Barnet kan sove ude i egen barnevogn med en godkendt sele. I skal selv medbringe barnevogn og godkendt sele. Når barnet skal ind og sove, tilbyder dagplejen hynder og tæpper.

Pædagogisk tilsyn

Det er ledelsen der fører tilsyn i de enkelte dagplejehjem. Dagplejeren modtager vejledning og sparring af dagtilbuddets ressource personer og ledelsen, som har til opgave i samarbejde med dagplejeren, at følge det enkelte barns fysiske, psykiske og sociale udvikling. Dette kan forgår både i dagplejehjemmet og i legestuen.

Tavshedspligt

Dagplejeren, ressource personer og ledelsen har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om det enkelte barn og dets forældres private forhold. 

Tøj og skiftetøj

Det er en god idé at give jeres barn rigeligt med skiftetøj med i dagplejen. Pak en taske med følgende:

Bleer

Undertøj

Hagesmække

Ekstra tøj

Støvler/sko til udendørs brug

Regntøj/gummistøvler

Hjemmesko/sokker

En sådan taske kan klare de fleste situationer, men snak med jeres dagplejer, så barnet ikke mangler noget.

Sund mad

Dagplejen sørger for en sund og varieret kost i den tid barnet opholder sig ved dagplejen. Børnene får et formiddagsmåltid, frokost og et eftermiddagsmåltid. Børnene får mælk og vand at drikke.

Rygning

Børnene udsættes ikke for passiv rygning i dagplejen. De rum, hvor børnene opholder sig, er røgfri hele dagplejens åbningstid.

Uden for dagplejehjemmet deltager dagplejeren kun i arrangementer, der også er røgfrie (f.eks. legestue og børnefødselsdage).

Dagplejen har en rygepolitik. I kan se den på kommunens hjemmeside www.horsenskom.dk

Husdyr

Nogle dagplejere har husdyr, f.eks. hund, kat, fugle. Børn har ofte stor glæde af at være sammen med dyr.

Vi har retningslinjer for, hvordan børn og dyr er sammen i dagplejen, specielt i forhold til hygiejne og sikkerhed. Børn og dyr skal være under opsyn, når de er sammen.

Forsikring

Horsens Kommune har ingen børneulykkesforsikring, da det i øjeblikket ikke er lovligt for kommunerne at tegne børneulykkesforsikringer. Eventuelle skader skal I anmelde til jeres egen forsikring.

Horsens Kommune har heller ikke en forsikring, der dækker eventuelle materielle skader i dagplejehjemmet forårsaget af børnene, og I har som forældre ikke noget erstatningsansvar.

Når ældre søskende er på besøg (for eksempel ved aflevering, afhentning og forældrekaffe), er det jer som forældre, der har ansvaret for dem.

Sygdom og ferie

Barnets sygdom

Vi må ikke tage imod syge børn i dagplejen. Barnet skal kunne indgå i dagplejehjemmets daglige rytme såvel indendørs som udendørs.

Hvis barnet bliver syg i dagplejen, vil I blive kontaktet for nærmere aftale.

Det er vigtigt, at vi altid kan komme i kontakt med jer, når det er nødvendigt. Hvis I får nyt arbejde/arbejdssted, hvis I flytter eller får nyt telefonnummer, skal I fortælle det til dagplejeren.

I kan læse mere i Sundhedsstyrelsens pjece ”Smitsomme sygdomme hos børn – en vejledning for daginstitutioner, skoler og forældre” - som vi i dagplejen bruger som vejledning i forhold til syge børn. Denne findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Giv besked!

Når jeres barn er syg eller har fri, så husk at give dagplejeren besked så tidligt som muligt, og helst inden barnets normale mødetid.

Dagen før jeres barn igen skal starte i dagpleje efter en længere sygdomsperiode, skal dagplejeren have besked om, at barnet kommer.

Medicin

Det er altid forældrenes ansvar at give børnene medicin. Dagplejen kan ikke påtage sig at give børnene medicin, medmindre det drejer sig om livsvigtig medicin eller medicin for kroniske lidelser. I disse tilfælde skal I, i samarbejde med barnets læge, udfylde en særlig vejledning, som I kan få tilsendt ved behov. I skal, som forældre, vejlede dagplejeren i eventuel medicingivning.