Vores børneperspektiv

Det enkelte barn er unikt og indeholder masser af ressourcer og udviklingspotentialer. Barnet udvikler sig og lærer gennem relationer til andre, - såvel børn som voksne i et forpligtende fællesskab.

Barnet skal forstås ud fra de sammenhænge, det indgår i, og ud fra de betingelser det har for at handle. Barnets trivsel og udvikling påvirkes af hvilken tilgang og sprog, vi voksne anvender i kontakten med barnet. Barnet skal i relationen barn/voksen ses, høres og forstås.

Børnene skal møde lege og læringsmiljøer, der tager udgangspunkt i børnenes perspektiver, understøtter deres ret til leg og medbestemmelse og indflydelse. Medbestemmelse og indflydelse har betydning for barnets fremtidige motivation og læringsidentitet. Det giver barnet mod på at sige sin mening og barnets mening har en betydning og er værdifuld.

Børn har ret til at være børn, til at være forskellige og til at udvikle sig i forskelligt tempo.