Anette Mortensen

Det jeg er optaget af i hverdagen i dagplejen:
I min dagpleje bruger vi sang, musik og bevægelse. Vi synger med fagter og laver sanglege, da det skaber stor glæde hos børnene og er med til at udvikle deres sprog og sociale kompetencer.

Jeg er også meget optaget af børnenes motoriske udvikling, så derfor bruger vi ofte kroppen i leg, det kan være dans, små motorik baner o.lign., Desuden bruger jeg det i de daglige rutiner, for at gøre børnene selvhjulpne, f.eks. hjælper de med borddækning, de kravler op og ned af de høje stole, og hjælper selv med at komme i tøjet.

Ofte slutter vi formiddagen af med stille musik, en bog og/eller massage, for at få en rolig overgang til middagsluren.

Hvilke rammer kan jeg tilbyde jeres barn:
Jeg har et legeværelse og et stort køkken/alrum, med god plads til leg, hygge og motorisk udfoldelse. En legeplads hvor der er sandkasse, rutsjebaner, græs og fliser, hvor børnene kan cykle og køre på scooter. Legepladsen er beliggende ud til åbne marker, så vi har ofte mulighed for at kigge på traktorer og lign. Desuden er der et grønt område med en lille gravhøj lige overfor mit hus. Her elsker børnene at tumle sommer og vinter. Mit hjem er allergivenligt, dvs. uden røg, dyr og tæpper.
 

Vores samarbejde omkring jeres barn:
Jeg lægger stor vægt på, at skabe en tryg og omsorgsfuld hverdag i et hjem, hvor børnene er glade for at komme. Desuden sætter jeg stor pris på et godt forældresamarbejde bygget på tillid, respekt og ærlighed.

 

Hvem er jeg:
Jeg er født i 1967 og gift med Steffen Mortensen. Sammen har vi en voksen søn Jacob, som er flyttet hjemmefra. Jeg er uddannet teknisk assistent, men har siden 1996 arbejdet som dagplejer. Et arbejde jeg stadig finder stor glæde og udfordring i. Jeg er positiv, imødekommende og nyder at arbejde med børn i det trygge og nære miljø, som et dagplejehjem giver.

 

Jeg varetager samtidig opgaven som gruppekoordinator for dagplejerne i Østbirk, dvs jeg har ansvaret for planlægning af ferie og afspadsering, samt morgentelefonen.

2
3
4
5
6
Personale
a

Anette Mortensen

Dagplejer