For nytilflyttere

Det kan være lidt nervepirrende at skal flytte til en ny by – især når det er et mindre lokalt samfund. Bliver man taget godt imod? Har alle gået i skole med hinanden? Hvordan er livet i byen? Bliver det for kedeligt at bo i Østbirk?

Med godt 2200 indbyggere må Østbirk betegnes som værende et lille lokalt samfund – dog ikke så småt, at alle i byen kender ens skostørrelse. Trods sin beskedne størrelse har byen rigtig meget at byde på – både for store og små.

Først og fremmest er der det praktiske: Østbirk ligger tæt på lidt større byer som Horsens og Skanderborg, og både Vejle, Silkeborg og Århus kan nås relativt hurtigt. Østbirk har gode handelsmuligheder med SuperBrugsen og Netto samt bageren Kagehuset. Dertil kommer et par takeaway steder og en hyggelig, lille bodega. Østbirk skole går til og med 9. klasse og tilbyder SFO før og efter skoletid. Byen rummer både en gymnastikforening, en idrætsforening, en skytteforening, en borgerforening, en spejderklub og er tæt på Vestbirk Rideskole. Sidst, men ikke mindst, ligger Østbirk i virkelig naturskønne omgivelser med naturstier og kanomuligheder rigtig tæt på. 

Og så er der det, som man ikke umiddelbart kan finde på Google: Det stærke sammenhold. Ja, der er nogen, der har kendt hinanden altid – men Østbirk har mindst ligeså mange tilflyttere. Og alle bliver taget rigtig godt imod og falder hurtigt til. Byen tilbyder rig mulighed for at engagere sig i lokalsamfundet via foreningslivet – hvad end man hjælper til eller deltager. Også skolen og dagstilbuddet sørger for arrangementer, som gør det nemt at lære andre Østbirk-gensere at kende.

Summa summarum: Det er ikke så nervepirrende at flytte til Østbirk. Man bliver taget godt imod. Langt fra alle har gået i skole med hinanden. Livet i byen er hyggeligt og alsidigt – og det er bestemt ikke kedeligt. Velkommen til!