Hvem er jeg?
Jeg er en positiv og udadvendt kvinde på 35 år (født i år 1989). Jeg er gift med Martin, og sammen har vi tre børn; Sophia på 8 år, Stefan på 11 år og Stella på 16 år. Derudover har vi en skøn labrador der hedder Charlie, han vil selvfølgelig være afskærmet fra jeres børn i hverdagen.
Hvilke rammer kan jeg tilbyde jeres barn?
Vores hus ligger i Brædstrup by. Jeg har en dejlig stor stue/køkkenalrum hvor børnene har legeområde, en god indhegnet forhave med både fliser til at kører på scooter, en sandkasse og en motorikbane på græsplænen. Vi bor tæt på skoven og vil derfor også bruge den rigtig meget.
På en almindelig hverdag.
De børn, der møder tidligt, hygger vi med deres morgenmad og leger i køkkenet/stuen. Vi prioriterer en stille og rolig start om morgenen. Når alle børn er kommet ca. kl. 8.30 - 9.00, spiser vi formiddagsmad, som ofte vil bestå af hjemmebagte boller. Jeg vil meget gerne opfordre til at jeres barn kommer og er med til formiddagsmad, da vi her snakker om, hvad dagen skal indeholde. Til frokost spiser vi et sundt og varieret måltid. Det kan både være et koldt og varmt måltid. Evt. med nogle grønsager, de selv har været med til at hente i haven. Derefter er det puttetid i børnenes egene barnevogne eller på mine madrasser. Når vi står op, serveres der frugt og brød. Vi snakker om dagens oplevelser, og hygger med et par sange, eller en bog, eller hvad børnene lige føler for. Så er det afhentningstid, hvor vi lige snakker om hvordan dagen er gået og siger vi ses😊
Forventninger til vores samarbejde omkring jeres barn.
Jeg forventer at der er en åben og ærlig kommunikation imellem os, så vi kan sikre de bedste rammer for jeres barns trivsel. Jeg forventer at I spørger ind hvis der er noget i undre jer over, og i kan forvente at jeg vil gøre det samme. Alt sammen for at sikre at jeres guldklump får de bedste betingelser for tryghed, udvikling og læring.
Jeg glæder mig til at byde jer velkommen😊