Gå til hovedindhold

Dagplejen Brædstrup

I Brædstrup har vi tre dagplejere tilknyttet for de børn, der har brug for et mindre miljø med op til fire børn og en voksen.

Indhold

    Tryghed, nærvær og udvikling – hver dag
    Hos os bliver dit barn mødt af omsorgsfulde og nærværende dagplejere, der skaber de bedste rammer for jeres barns trivsel, læring og udvikling. Dagplejen modtager børn fra seks måneder til tre år, og arbejder ud fra fastsatte pædagogiske mål, der sikrer en tryg, sjov og stimulerende hverdag for børnene.

    Fleksible åbningstider
    Alle vores dagplejere har åbent 48 timer om ugen og gør deres bedste for at tilpasse sig netop jeres behov. Det giver jer mere overskud i hverdagen – og dit barn en fast, rolig og genkendelig rytme.

    Forældresamarbejde
    Gennem dialog og dermed fællesforståelse optimerer vi hele tiden samarbejdet med jer forældre omkring jeres børn. Det gør vi for at sikre, at vi altid tilbyder de bedste rammer, aktiviteter og udviklingsmuligheder.

    Vores dagplejere er tilknyttet vores vuggestuer samt vores sprogvejledere, hvor der leges med konceptet "Vi lærer sprog", hvilket giver dagplejerne mulighed for sparring og vidensdeling med uddannet pædagogisk personale.

    I hverdagen tager vores dagplejere gerne på ture i lokalområdet – til biblioteket, hallen og parken. Alle dagplejere er udstyret med eldrevne barnevogne, så også de mindste kan komme sikkert og godt med.

    Nedenfor kan I se de kommunale dagplejere. Af hensyn til persondataforordningen er det dog op til den enkelte dagplejer, om hun ønsker at blive registreret med adresse på denne hjemmeside. Der kan derfor være flere dagplejere i området.

    Mød dagplejerne

    Charlotte Kjær

    Jeg er en glad og udadvendt pige, født i 1972. Jeg er super glad for mit job som dagplejer. Jeg har været ansat siden 2005, og inden det var jeg ansat i en børnehave i ni år, så det er efterhånden blevet til mange års erfaring med små børn.

    Nicole Løvbjerg Roed Nielsen

    Jeg er en positiv og udadvendt kvinde på 35 år - født i år 1989. Jeg er gift med Martin, og sammen har vi tre børn; Sophia på otte år, Stefan på 11 år og Stella på 16 år.

    Jannie Kærhus Christensen

    Jeg er en glad, omsorgsfuld og udadvendt kvinde på 34 år - født i år 1990. Jeg er lykkelig gift med Rasmus, og sammen har vi tre dejlige børn, Lucas, Magnus og Merle.

    Tøj og skiftetøj

    Det er en god idé at give jeres barn rigeligt med skiftetøj med i dagplejen. Pak en taske med følgende:

    • Bleer
    • Undertøj
    • Håndklæder
    • Vaskeklude
    • Hagesmække
    • Ekstra tøj
    • Støvler/sko til udendørs brug
    • Regntøj/gummistøvler
    • Hjemmesko/sokker
    • Plastikposer (til snavsetøj)
    • Eventuelt engangslommetørklæder

    En sådan taske kan klare de fleste situationer - men snak gerne med jeres dagplejer, så jeres barn ikke mangler noget.

    Kørsel

    Når vi i dagplejen skal på en længere tur, end børnene kan gå, er udgangspunktet, at vi bruger offentlig transport.

    I de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre at bruge offentlig transport, kører dagplejeren med børnene i sin private bil.

    Hvis dagplejeren skal køre med børnene, skal I som forældre tage en godkendt stol med til dagplejeren den pågældende dag.

    Dagplejeren må kun køre med jeres barn, hvis I som forældre har skrevet under på en kørselstilladelse.

    Rygning

    Børnene udsættes ikke for passiv rygning i dagplejen. De rum, hvor børnene opholder sig, er røgfrie hele dagplejens åbningstid.

    Uden for dagplejehjemmet deltager dagplejeren kun i arrangementer, der også er røgfrie (f.eks. legestue og børnefødselsdage).

    Husdyr

    Nogle dagplejere har husdyr, f.eks. hund, kat eller fugle. Børn har ofte stor glæde af at være sammen med dyr.

    Vi har retningslinjer for, hvordan børn og dyr er sammen i dagplejen - specielt i forhold til hygiejne og sikkerhed. Børn og dyr skal være under opsyn, når de er sammen.

    Forsikring

    Horsens Kommune har ingen børneulykkesforsikring. Eventuelle skader skal I anmelde til jeres egen forsikring.

    Horsens Kommune har heller ikke en forsikring, der dækker eventuelle materielle skader i dagplejehjemmet forårsaget af børnene, og I har som forældre ikke noget erstatningsansvar.

    Når ældre søskende er på besøg (f.eks. ved aflevering, afhentning og forældrekaffe), er det jer som forældre, der har ansvaret for jeres børn.

    Barnets sygdom

    Vi må ikke tage imod syge børn i dagplejen. Barnet skal kunne indgå i dagplejehjemmets daglige rytme både indendørs og udendørs. 
    Når jeres barn er syg, skal barnet være symptomfri i 24 timer, inden barnet kommer tilbage i dagplejen. 

    Det er vigtigt, at vi altid kan komme i kontakt med jer, når det er nødvendigt. Hvis I får nyt arbejde/arbejdssted, hvis I flytter eller får nyt telefonnummer, skal I altid fortælle det til dagplejeren.

    Når jeres barn er syg eller har fri, så husk at give dagplejeren besked så tidligt som muligt - og helst inden barnets normale mødetid.

    Dagen før jeres barn igen skal starte i dagpleje efter en længere sygdom, skal dagplejeren have besked.

    Medicin

    Det er altid forældrenes ansvar at give børnene medicin. Dagplejen kan påtage sig at give børnene medicin, ved f.eks. penicillinkure, men med nøje anvisning samt udfyldt medicinkort. 

    Gæstepleje

    Hvis jeres dagplejer bliver syg, ringer vi til jer tidligt om morgenen for at aftale, hvor jeres barn i stedet skal passes.

    Morgentelefon

    Vi forventer, at I kan høre jeres telefon, når vi ringer tidligt om morgenen. Alternativt indtaler vi en besked på telefonsvareren eller sender en SMS.

    Dagen før jeres barn igen kan starte hos sin dagplejer, vil I som forældre få besked.

    Hvis I er tvivl, kan I altid kontakte assisterende leder, Margrethe.

    Morgenmad og måske en lille lur

    Hvis I ønsker det, kan jeres barn spise morgenmad hos dagplejeren. Det kan ske frem til kl. 7.30. I dagplejen har vi stort fokus på at tage hensyn til jeres barns individuelle behov og dagsrytme. Hvis der er behov for det, er der derfor tid til, at de mindste børn kan få en lille morgenlur.

    Samling og formiddagssnacks

    Hos vores dagplejere er der hver formiddag en lille samling, hvor dagplejeren synger sammen med børnene og snakker om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Selv små børn har gavn af at blive forberedt på, hvad de skal og hvornår.

    Alle børn får frugt, brød og noget at drikke, så der er godt med energi til dagens aktiviteter.

    Formiddagsaktiviteter

    Fra kl. 9.00 - 11.00 foregår formiddagsaktiviteterne, hvor vi har fokus på både leg og læring. I dagplejen lærer børnene gennem hele dagen, og alle de ting, de skal øve og blive gode til i denne alder, bliver en naturlig del af hverdagen hos dagplejeren. Vi har fokus på at træne at spise selv, øve at tage tøj og sko på, og vi arbejder med både sprog og motorik, når vi danser, hopper og leger.

    En dag i dagplejen byder også på små ture i nærmiljøet, leg i haven eller planlagte aktiviteter ud fra de pædagogiske læreplaner. Gennem de mange aktiviteter øver vi alt fra sprog og motorik til ansvar og det at være en god ven.

    Frokost og middagslur

    Til middag skal der vaskes hænder inden frokost. Der skal dækkes bord, spises og ryddes væk igen. Vi inddrager selvfølgelig børnene i de mange forskellige aktiviteter, der er omkring et måltid. I dagplejen serverer vi sund og varieret kost. For størstedelen er maden økologisk og tager udgangspunkt i vores mad- og måltidspolitik. Og efter et godt måltid er det selvfølgelig tid til en god middagslur.

    Eftermiddag

    Efter luren får børnene frugt, brød og noget at drikke. Efter dette er der god tid til leg inde eller ude, indtil børnene bliver hentet.

    Det er forældrebestyrelsen, der beslutter lukkedagene i det enkelte dagtilbud. I Brædstrup ligger lukkedagene samtidig med institutionernes.

    Det er vigtigt for både store og små mennesker at holde ferie fra deres dagligdag. For børn er hverdagen i institutionen hårdt arbejde, og de har derfor brug for at holde fri og være sammen med familien.

    Forældrebestyrelsen har en forventning om, at dit barn holder fem ugers ferie årligt. Derfor vil du også blive mødt af forskellige tilmeldinger i skolernes ferier, så vi hele tiden kan planlægge personaledækningen i forhold til børnefremmøde.

    Sampasning i Brædstrup i 2021 - i samarbejde med Nim, Lund og Østbirk

    Dagen efter Kr. Himmelfart d. 14/5

    Sommerferie: uge 28, 29 og 30

    Jul og nytår: 27/12, 28/12, 29/12, 30/12 og 31/12

    Sampasning i Østbirk i 2022 - i samarbejde med Nim, Lund og Brædstrup

    Dagen efter Kr. Himmelfart d. 27/5

    Sommerferie: uge 28, 29 og 30

    Jul og nytår: 27/12, 28/12, 29/12, 30/12 og 31/12

    Sampasning i Lund i 2023 - i samarbejde med Nim, Østbirk og Brædstrup

    Dagen efter Kr. Himmelfart d. 19/5

    Sommerferie: uge 28, 29 og 30

    Jul og nytår: 27/12, 28/12, 29/12, 30/12 og 31/12

    Lukkedage

    Grundlovsdag d. 5. juni var ikke en lukkedag i 2021 og 2022, men en lukkedag i 2023 uden mulighed for pasning.

    Juleaftensdag d. 24/12 var en lukkedag uden mulighed for pasning i 2021, men ikke en lukkedag i 2022 og 2023.