Praktisk information
Hverdagen i en daginstitution byder på mange slags udfordringer og aktiviteter. Vi har derfor lavet en liste over de ting, du skal vide.
Daginstitution Brædstrup består af tre huse og dagplejen i Brædstrup. Vi har de samme retningslinjer for leg, læring og aktiviteter for alle børnene.
Morgenrutiner
Omkring kl. 7.30 begynder børn og voksne at fordele sig på stuerne. Frem til ca. kl. 8.45 leger vi på stuen, i fællesrum eller på legepladsen. Her arrangerer vores pædagogiske personale også forskellige sjove og lærerige aktiviteter.
Formiddagens program
Fra kl. 8.45 holder vi børnemøder, hvor vi sammen med børnene taler om vores planer. Det kan f.eks. være, hvilken dag det er, hvem der er her, hvordan vejret er, dagens aktiviteter, hvordan vi arbejder med læreplanerne og meget andet. Her inddrager vi børnene aktivt, så deres stemmer bliver hørt, og så de får lov til at sætte deres præg på dagens program.
I forbindelse med børnemødet spiser vi formiddagsfrugt. Efter mødet fordeler børn og voksne sig i mindre grupper, hvor der arbejdes med forskellige aktiviteter, som er tilrettelagt ud fra læreplanstemaerne og vores øvrige pædagogiske strategier.
Mad og lur
I vuggestuerne og dagplejen putter vi børnene, efterhånden som de er klar. De fleste sover udenfor i krybber/barnevogne, men der er også mulighed for at sove inde. Vi tager højde for, at børnene i denne alder har individuelle søvn- og spiserytmer.
Eftermiddagshygge og leg
Når vi har leget og hygget, er det tid til eftermiddagsmad kl. 14.00. I vuggestuerne spiser børnene efterhånden, som de vågner fra middagsluren.
Efter eftermiddagsmaden leger vi enten på legepladsen eller på stuerne. Hvis børnene er indenfor, samles de, der er tilbage, omkring kl. 15.45 på en stue og/eller i fællesrummet, så vi afslutter dagen sammen.
Det er politisk besluttet, at der må være 20 lukkedage om året i Horsens Kommune. En lukkedag betyder, at det hus, barnet plejer at være i, kan være lukket, og der tilbydes alternativ pasning for de børn, hvor forældrene ikke kan holde ferie i et andet hus.
Udover de 20 lukkedage er alle daginstitutioner lukket Grundlovsdag og den 24. december uden mulighed for alternativ pasning.
Målet med at have lukkedage er at koordinere og samle medarbejdernes ferie på de tidspunkter, hvor der er færrest børn i daginstitutionerne, og dermed undgå, at en stor del af ferien afvikles i perioder med mange børn. Det giver mest ro og mulighed for fordybelse i hverdagen for børnene.
Det er forældrebestyrelsen, der beslutter placeringen af lukkedage i den enkelte daginstitution.
Der er ikke politisk vedtaget konkrete lukkedage i dagplejen. Af hensyn til mest mulig ro og fordybelsestid for børnene vil der ledelsesmæssigt blive varslet ferie for dagplejerne på de tidspunkter, hvor der er færrest børn, der har behov for pasning.
Du kan læse mere om ferie, sampasning og lukkedage generelt i Horsens Kommune her .
Det er vigtigt for både store og små mennesker at holde ferie fra deres dagligdag. For børn er hverdagen i institutionen hårdt arbejde, og de har derfor brug for at holde fri og være sammen med familien. Forældrebestyrelsen har en forventning om, at dit barn holder fem ugers ferie årligt. Derfor vil du også blive mødt af forskellige tilmeldinger i skolernes ferier, så vi hele tiden kan planlægge personaledækningen i forhold til børnefremmøde.
Sampasning i Østbirk i 2025 - i samarbejde med Nim, Lund og Brædstrup
Dagen efter Kr. Himmelfart d. 30/5
Sommerferie: uge 28, 29 og 30
Jul og nytår: 29/12, 30/12 og 31/12
Sampasning i Lund i 2026 - i samarbejde med Nim, Østbirk og Brædstrup
Dagen efter Kr. Himmelfart d. 15/5
Sommerferie: uge 28, 29 og 30
Jul og nytår: 29/12, 30/12 og 31/12
Lukkedage
Grundlovsdag d. 5. juni er lukkedag uden mulighed for pasning
Juleaftensdag d. 24/12 er en lukkedag uden mulighed for pasning.
Hverdagen i en daginstitution byder på mange forskellige udfordringer og aktiviteter, så det er en god idé, at dit barns påklædning kan tåle lidt af hvert. Vi vægter udeliv højt, og for at dit barn kan være med, når vi hopper i vandpytter, går på opdagelse i skoven eller undersøger sten, muslinger og tang på stranden, er det vigtigt, at tøjet passer til det omskiftelige danske vejr.
Vi laver også ofte indendørs aktiviteter, der kan give pletter af forskellig slags - fingermaling, ler og tusch har det med at sætte sig på tøjet. Derfor anbefaler vi tøj, der passer til de aktiviteter, barnet deltager i.
Udover årstidsrelevant overtøj er regntøj, gummistøvler og evt. termotøj standardudstyr for et vuggestue- og børnehavebarn.
I vinterhalvåret skal flyverdragt/skitøj, vinterstøvler, vanter og hue med, og i sommerhalvåret står den på passende sommertøj samt sandaler eller sko.
Dit barn kan få brug for at få skiftet tøj i løbet af dagen, så der er behov for, at du altid sørger for rigeligt med skiftetøj i garderoben.
Er dit barn sygt eller af anden årsag fraværende og ikke kommer i institutionen, skal du meddele dette til os på Aula.
Vi følger Sundhedsstyrelsens regler vedrørende syge børn i daginstitutioner. Hovedreglen er, at syge børn ikke må møde i institutionen, og at et barn med smitsom sygdom først må modtages, når vedkommende ikke længere smitter.
Det kan være en svær vurdering, om et barn er raskt nok til at være i institutionen. Sundhedsstyrelsen giver følgende retningslinje: "Barnet er rask, når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i institutionen. Det vil sige, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning".
Når vi vurderer et barns almene tilstand, gør vi det ud fra følgende spørgsmål:
- Har barnet sygdomstegn (smerter, feber, udslæt osv.)?
- Har barnet det godt?
- Er barnet, som det plejer at være?
- Kræver barnet særlig pasning/omsorg?
Hvis vi på baggrund af ovenstående vurderer, at dit barn er sygt, kontakter vi dig altid, så dit barn kan komme hjem.
Læs mere om Brædstrup sygdomspolitik her
Hvis dit barn har behov for særlige hensyn i form af anden kost eller medicin, skal vi have en lægeerklæring på dette.
Som udgangspunkt giver vi ikke medicin - med undtagelse af børn, der har astma eller livstruende og kroniske sygdomme.
Vi ønsker at skabe trygge rammer for børnene i hverdagen, hvor der samtidig er plads og mulighed for udfoldelse og leg. Dette ønsker vi også at efterleve i indretningen af vores huse, såvel ude som inde.
Vores legepladser får årligt besøg af en legepladsinspektør, der skal godkede legepladsens sikkerhed. Udover dette gennemfører personalet daglige sikkerhedstjek på legepladsen, før børnene kan lege/opholde sig der.
Hvis ulykken er ude, og dit barn kommer til skade, mens han eller hun er hos, skal du vide, at alt vores fastansatte personale er uddannet i førstehjælp. Det vil sige, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis et barn får et astmaanfald, eller hvis et barn skulle være så uheldig at falde ned fra en gynge og slå hovedet.
Vi har valgt at uddanne alt vores pædagogiske personale i alle vores huse, så dit barn får de allerbedste forhold for leg og samvær, og så du kan være helt tryg som forældre ved at aflevere dit barn hos os. Samtidig giver det også vores personale de bedste og mest sikre rammer for, at de kan udføre deres arbejde.
Hvis uheldet er ude, sikrer vi os først og fremmest, at dit barn er okay, hvorefter vi tager eventuel kontakt til læge eller skadestue. Og så får du selvfølgelig også besked med det samme.
Solbeskyttelse
Vi vil rigtig gerne være ude så meget som muligt. Men om sommeren tager vi dog visse forholdsregler for at beskytte børnene mod for meget sol.
I sommerhalvåret forventer vi, at jeres barn er smurt hjemmefra med solcreme. Skulle der være yderligere behov for, at jeres barn skal smøres igen senere på dagen, anvender vi vores egen solcreme, som både er allergi- og svanemærket.
I både daginstitutioner og dagplejer prioriterer Horsens Kommune, at der er gode, udviklende materialer og legetøj, som er målrettet børnegruppens alderstrin og behov. Vi lægger vægt på kvalitetslegetøj med et minimum eller fravær af kemikalier, pvc. (ftalater).
I ressourcetildelingen er der taget hensyn til, at der i alle daginstitutioner og dagplejer er det fornødne legetøj.
iPad og spillemaskiner må ikke medbringes. Begrundelsen for dette er, at børnene kan have spil på deres iPad og spillemaskiner, som vi pædagogisk vurderer ikke har et relevant eller hensigtsmæssigt læringsperspektiv.
Hvis der fra institutionens side opleves situationer, hvor det kan være problematisk for det enkelte barn eller gruppen, at der medbringes legetøj, tager vi hånd om det i tæt samarbejde med forældrene og barnet.
I vores huse og i dagplejen har vi stort fokus på, hvor vigtig kosten er for, at børnene har det godt og er fyldte med energi. Børn kan ikke tåle særlig meget sukker, idet sukkeret tager pladsen fra vigtige næringsstoffer, mineraler og vitaminer. Får børn for meget sukker, er de i risiko for at blive fejlernærede, få problemer med indlæring og blive overvægtige. Derfor ønsker vi, at børnene oplever en hverdag i institutionerne uden sukker.
I mange af vores dagtilbud har Horsens Kommune prioriteret gode produktionskøkkener med fagligt uddannet køkkenpersonale, der samarbejder med det pædagogiske personale. Målet er, at der så vidt muligt er et produktionskøkken i hvert dagtilbudsdistrikt.
I køkkenerne er der fokus på en høj økologiprocent, et minimum af madspil samt inddragelse af børnene i madlavningen (vurderet ud fra børnenes alder og med stor fokus på sikkerhed og hygiejne).
Vi er optagede af, at børnene får mad i vores dagtilbud, der er målrettet til børnenes alder, lavet af sunde råvarer og giver børnene lyst til at spise.
Det enkelte dagtilbud kan her skrive om deres smileyordninger og sølvmedaljer.
Madpakker og medbragt drikkelse
Det anbefales, at der ikke medbringes tydeligt usunde og sukkerholdige fødevarer i madpakkerne, samt at der altid kun er vand i de medbragte drikkedunke i institutionerne.
Fødselsdage
Barnets fødselsdag afholdes i institutionen, og forældrene er meget velkomne til at deltage.
Hvis I som forældre ønsker at medbringe noget i forbindelse med afholdelse af jeres barns fødselsdag på stuen, er det vigtigt, at den lokale mad- og måltidspolitik overholdes. Det betyder, at der må medbringes boller og frugt.
Det enkelte barn vil fortsat blive fejret, og der vil blive lagt vægt på, at det bliver en sjov og festlig oplevelse.
Julefest
Ved afholdelse af julefest gøres der dog en undtagelse i forhold til mad- og måltidspolitikken.
Pædagogiske aktiviteter
Daginstitutionerne og dagplejen afholder mange pædagogiske aktiviteter for børnene gennem året, hvor der kan dispenseres for sukkerpolitikken, hvis der er et pædagogisk sigte med brugen af sukker. Dette er en faglig pædagogisk vurdering fra den ene aktivitet til den næste.
Formiddagsmad
Der er mulighed for at få formiddagsmad i børnehaven/vuggestuen. Alle produkter har nøglehulsmærket eller fuldkornslogo.
Frokostmåltidet
Børnene får serveret mad med så få farvestoffer, tilsætningsstoffer og pesticidrester som muligt. Derudover vægter vi produkter, der har nøglehulsmærket eller fuldkornslogo. Vi har guldmærket i økologi.
Eftermiddagsmad
Eftermiddagsmaden består af hjemmebagt brød med tilbehør.
Specielle hensyn i forhold til maden
Er der særlige madhensyn, kan forældrene kontakte lederen af dagtilbuddet og tale om de muligheder, der er i forhold til f.eks. allergivenlig kost eller ikke-rituelt slagtet kød, f.eks. halal eller lignende.
Drikkevaner
Gode drikkevaner indgår på lige fod med gode madvaner i en sund kost. Børn bør som tommelfingerregel drikke ca. 1-1½ liter væske dagligt, svarende til 5-8 glas, meget gerne vand. I institutionen er der fri adgang til vand, og personalet sørger for, at børnene gennem dagen drikker vand.
Hvis børnene selv medbringer drikkedunk, skal denne indeholde vand.
Køkkenet
Da kun ét af husene har produktionskøkken, bliver frokostmåltidet samt mellemmåltiderne til alle børn leveret dagligt fra Eventyrhuset. Vi leaser vores egen bil, og et medlem af køkkenpersonalet kører hver dag rundt med maden til de to andre huse.
Det er politisk vedtaget i Horsens Kommune, at:
- et vuggestuetilbud er inklusiv bleer - dvs., at vuggestuen leverer bleer,
- et dagplejetilbud er uden bleer - dvs., at forældre selv skal medbringe bleer.
Vuggestue- og dagplejetaksten afspejler dette.
I børnehaven forventes det, at barnet er renligt eller hurtigst muligt bliver det i overgangen til børnehaven.
Børnehavetaksten afspejler dette. For de børn der fortsat bruger ble, skal forældrene derfor medbringe bleer.
Tilmeld dit barn til pasning
Kontakt dagtilbud Brædstrup
E-mail: dagtilbud-braedstrup@horsens.dk
Laila Lundtofte
Telefon: +45 29 66 84 52
E-mail: lalu@horsens.dk
Pia
Himmelblå
Telefon: +45 24 23 89 27
E-mail: pibu@horsens.dk
Margrethe
Eventyrhuset
Telefon: +45 29 10 62 69
E-mail: mstpe@horsens.dk
Ronny
Telefon: +45 23 67 44 56
E-mail: reso@horsens.dk