Gå til hovedindhold

Praktisk information

Her finder du de praktiske informationer du skal bruge, når dit barn går hos os.

Indhold

    Hverdagen i en daginstitution byder på mange slags udfordringer og aktiviteter. Vi har derfor lavet en liste over de mest almindelige ting, du skal vide eller sørge for at pakke, så dit barn både er klar til at give den max gas sammen med os og til at tage en lur, hvis det bliver nødvendigt. Det kan selvfølgelig variere fra barn til barn, hvad der skal med i rygsækken for at kunne klare en aktiv hverdag. Derfor er du også altid velkommen til at spørge os, hvis du er i tvivl.

    Daginstitution Vestbyen består af 3 huse: to integrerede huse, en børnehave og 3 dagplejere. Selvom vi findes på tre forskellige adresser, har vi stadig de samme retningslinjer for leg, læring og aktiviteter for alle vores huse. 

    Morgenrutiner

    Vi serverer morgenmad i vuggestuerne indtil 7.30 efter, at vi har åbnet. Morgenmaden er fælles for alle stuer, så vi starter dagen med hyggeligt samvær omkring morgenmaden.

    Omkring kl. 7.45 begynder børn og voksne at fordele sig på stuerne. Frem til ca. kl. 8.45 leger vi på stuen, i fællesrum eller på legepladsen. Vi giver os tid til at modtage dig og dit barn når I kommer, så alle får en god start på dagen.

    Formiddagens program

    Fra kl. 8.45 holder vi samling, hvor vi sammen med børnene taler om vores planer. Det kan fx være, hvilken dag det er, hvem der er kommet, hvordan vejret er, dagens aktiviteter og meget andet. Her inddrager vi børnene aktivt, så deres stemmer bliver hørt, og så de får lov til at sætte deres præg på dagens indhold. Vi arbejder i høj grad med visualisering, så børnene nemmere kan forstå og huske hvad der skal ske i løbet af dagen.

    I forbindelse med samling spiser vi et formiddagsmåltid. Efter samling og formiddagsmåltidet fordeler børn og voksne sig i mindre grupper  hvor der er forskellige aktiviteter, som er tilrettelagt ud fra læreplanstemaerne og børnegruppen.

    Mad og lur

    I vuggestuerne spiser vi frokost kl. ca. 10.45. I børnehaverne spiser vi ca. kl. 11.00. Efter frokost er børnehavebørnene på legepladsen, hvor de har mulighed for at bruge kroppen og lege med hinanden. Har barnet behov for at sove, er der også mulighed for det.

    I vuggestuerne putter vi børnene, efterhånden som de er klar til det. De fleste sover udenfor i krybber og barnevogne, men de større børn sover inde. Vi tager højde for, at de yngste børn i vuggestuerne har deres egen søvn- og spiserytme.

    Hviletid og leg

    I børnehaverne går vi ind fra legepladsen ca. kl. 13.30 hvor vi skal have hviletid på stuerne. Ved hviletid ligger børnene på en lille madras og har evt. et tæppe over sig. Der spilles stille musik og de slapper af ca. 20 min. efter en aktiv formiddag og leg på legepladsen.  Vi oplever at det giver ro og overskud for børnene inden de bliver hentet i løbet af eftermiddagen. Efter hviletid får børnene et eftermiddagsmåltid bestående af f.eks. frugt, grønt, brød, ymer m.m. Resten af eftermiddagen leger børnene på stuerne, i fællesrummet eller ude på legepladsen til lukketid. 

    I vuggestuerne spiser børnene efterhånden, som de vågner fra middagssøvnen. Om eftermiddagen leger vi på stuerne, i fællesrum eller på legepladsen til lukketid.

    Det er politisk besluttet at der må være 20 lukkedage om året i Horsens Kommune. En lukkedag betyder at det hus barnet plejer at være i kan være lukket og der tilbydes alternativ pasning for de børn hvor forældrene ikke kan holde ferie i et andet hus.

    Udover de 20 lukkedage er alle daginstitutioner lukket grundlovsdag og d. 24 december uden mulighed for alternativ pasning. 

    Målet med at have lukkedage er at kordinere og samle medarbejdernes ferie på de tidspunkter hvor der er færrest børn i daginstitutioner og derved undgå en stor del af ferieafviklingen på det tidspunkt hvor der er flest børn i daginstitutioner. Det giver mest ro og fordybelsestid i hverdagen for børnene. 

    Det er forældrebestyrelsen der beslutter placeringen af lukkedage i den enkelte daginstitution.

    Der er ikke politisk vedtaget konkrete lukkedage i dagplejen. Af hensyn til mest ro og fordybelsestid for børnene i dagplejen vil der ledelsesmæssigt blive varslet ferie for dagplejerne på det tidspunkt hvor der er færrest børn der har brug for pasning.

    Du kan læse mere om ferie, sampasning og lukkedage generelt i Horsens Kommune her .

    Det er vigtigt for både store og små mennesker at holde ferie fra deres dagligdag. For børn er hverdagen i institutionen hårdt arbejde og de har derfor brug for at holde fri og være sammen med familien. Derfor har vi en forventning om at børnene holder ferie lige så meget som de voksne. Derfor vil du også blive mødt af forskellige tilmeldinger i skolernes ferier, så vi hele tiden kan planlægge personaledækningen i forhold til børnefremmøde.

    Feriepasning i Daginstitution Vestbyen 2025, 

    Dagen efter Kr. Himmelfart 30/5, tilmeldte børn passes i Dagtilbud Vestbyen, Børnehuset på Fussingsvej 4.

    Sommerferie uge 28, 29 og 30. Tilmeldte børn passes i Daginstitution Vestbyen, Børnehuset på Fussingsvej 4.

    Ved jul og nytår  29., 30., 31/12 samt 2/1-26. Tilmeldte børn passes i Daginstitution Vestbyen, Børnehuset på Fussingsvej 4.

    Lukkedage

    Grundlovsdag d. 5. juni er en lukkedag, uden mulighed for pasning

    Juleaftensdag d. 24. december er en lukkedag, uden mulighed for pasning

    Læs mere om vores lukkedage i den vedhæftede fil her

    Hverdagen i en daginstitution byder på mange slags udfordringer og aktiviteter, så det er en god idé, at dit barns påklædning kan tåle lidt af hvert. Vi vægter udeliv højt, og for at dit barn kan have det sjovt og være med, når vi hopper i vandpytter, går på opdagelse i skoven eller undersøger sten, muslinger og tang på stranden, er det vigtigt, at påklædningen passer til det omskiftelige, danske vejr. Vi laver også ret tit indendørs aktiviteter, der giver pletter af den ene og anden slags - fingermaling, ler og tusch har det bare med at plette lidt på tøjet. Så derfor anbefaler vi tøj der passer til de forskellige aktiviteter både ude og inde.

    Udover årstidsrelevant overtøj, er regntøj og gummistøvler og evt. termotøj standardudstyr for et vuggestue- og børnehavebarn.

    I vinterhalvåret skal flyverdragt/skitøj, vinterstøvler, vanter, huer pakkes med, og i sommerhalvåret står den på passende sommertøj og sandaler eller sko.

    Dit barn kan få brug for at få skiftet tøj i løbet af dagen, så der er behov for, at du altid har sørget for rigeligt med skiftetøj til garderoben. 

    Er dit barn syg eller af anden årsag fraværende og ikke kommer i institutionen, skal du meddele dette til os på Aula.

    Vi følger Sundhedsstyrelsens regler vedrørende syge børn i daginstitutioner. Hovedreglen er, at syge børn ikke må møde i institutionen, og at et barn med smitsom sygdom først må modtages, når det ikke længere smitter.

    Det kan være en svær vurdering, om et barn er raskt nok til at være i institutionen. Sundhedsstyrelsen giver følgende retningslinje: "Barnet er rask, når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i institutionen. Dvs, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning".

    Når vi vurderer et barns almene tilstand, gør vi det ud fra følgende spørgsmål:

    • Har barnet sygdomstegn (smerter, feber, udslæt osv)?
    • Har barnet det godt?
    • Er barnet, som det plejer at være?
    • Kræver barnet særlig pasning/omsorg?

    Hvis vi på baggrund af ovenstående vurderer, at dit barn er sygt, kontakter vi altid dig, så dit barn kan komme hjem.

    Hvis dit barn har brug for, at der skal tages specielle hensyn i form af anden kost eller medicin, skal vi have en lægeerklæring på det.

    Som udgangspunkt giver vi ikke medicin med undtagelse af børn, der har astma eller livstruende og kronisk sygdom.

    Vi ønsker at skabe trygge rammer for børnene i hverdagen, hvor der samtidig er plads og mulighed for udfoldelse og leg. Dette ønsker vi også at efterleve i vores indretning af vores huse, såvel ude som inde.

    Vores legepladser får årligt besøg af en legepladsinspektør, der skal godkede legepladsens sikkerhed. Udover dette gennemfører personalet daglige sikkerhedstjek på legepladsen, før børnene kan lege/opholde sig der.

    Hvis ulykken er ude, og dit barn kommer til skade, mens han eller hun er hos, skal du vide, at alt vores fastansatte personale er uddannet i førstehjælp. Det vil sige, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis et barn får et astmaanfald, eller hvis et barn skulle være så uheldig at falde ned fra en gynge og slå hovedet. Vi har valgt at uddanne alt vores pædagogiske personale i alle vores huse, så dit barn får de allerbedste forhold for leg og samvær, og så du kan være helt tryg som forældre ved at aflevere dit barn hos os. Samtidig giver det også vores personale de bedste og mest sikre rammer for, at de kan udføre deres arbejde.

    Hvis uheldet er ude, sikrer vi os først og fremmest, at dit barn er okay, hvorefter vi tager eventuel kontakt til læge eller skadestue. Og så får du selvfølgelig også besked med det samme. Det er derfor vigtigt at vi altid har dit korrekte telefonnummer.

    Solbeskyttelse

    Vi vil rigtig gerne være ude så meget som muligt. Men om sommeren tager vi dog visse forholdsregler for at beskytte børnene mod for meget sol.

    I sommerhalvåret forventer vi at jeres barn er smurt hjemmefra med solcreme. Skulle der være yderligere behov for at jeres barn skal smøres senere, anvendes vores solcreme som både er allergi og svanemærket.

    I både daginstitution og dagpleje prioriterer Horsens kommune at der er gode, udviklende materialer og legetøj, der er målrettet børnegruppens alderstrin og behov. Vi lægger vægt på at købe kvalitetslegetøj og forholder os kritisk til tilsætningsstoffer.

    I børnehaverne er der af og til legetøjsdag. Der gøres opmærksom på at personalet ikke kan have ansvar for legetøj, der er medbragt hjemmefra.

    I mange af vores dagtilbud har Horsens Kommune prioriteret gode produktionskøkkener med fagligt uddannet køkkenpersonale der samarbejder med det pædagogiske personale. Målet er at der så vidt muligt er et produktionskøkken i hvert dagtilbudsdistrikt.

    I køkkenerne er der fokus på en høj økologiprocent og et minimum af madspil.

    Vi er optaget af at børnene får mad i vores dagtilbud der er tilpasset børnenes alder, lavet af sunde råvarer og som giver børnene lyst til at spise varieret.

    I Daginstitution Vestbyen har vi et produktionskøkken, som laver mad til alle vores børn. Vi har Sølvmærket i Økologi.

    Alle vuggestuebørn i Daginstitution Vestbyen er på fuldkost, startende med morgenmad, som serveres frem til kl. 7.30. Alle børnehavebørn skal have spist morgenmad hjemmefra. Følgende gælder for alle børn: der serveres et lille formiddagsmåltid ved 9-tiden, frokost ved 11-tiden, som består af 2 dage med rugbrød og forskelligt pålæg og 3 dage med varm mad. Ved 14-tiden serveres igen et lille mellemmåltid. Vi tager hensyn til at de mindste børn i vuggestuerne har forskellige tidspunkter hvor de spiser og sover.

    Den enkelte forældrebestyrelse kan supplere med en lokal mad og måltidspolitik.

    I vores huse har vi stort fokus på, at kosten er vigtig for, at vores børn har det godt og er fyldte med energi. Børn kan ikke tåle særligt meget sukker, da sukkeret tager pladsen fra vigtige næringsstoffer, mineraler og vitaminer. Får børn for meget sukker, er de i risiko for at blive fejlernærede, få problemer med indlæring og blive overvægtige. Derfor ønsker vi, at børnene oplever en hverdag i institutionerne uden sukker.

    Fødselsdage

    Hvis barnets fødselsdag afholdes i institutionen, er forældrene meget velkomne til at deltage.

    Hvis I som forældre ønsker at medbringe noget i forbindelse med afholdelse af jeres barns fødselsdag på stuen, er det vigtigt at I taler med personalet på stuen om hvad I kunne tænke jer at medbringe. Personalet ved hvis der er børn, som evt. er allergiske, så der kan tages hensyn til dette.

    I vuggestuerne må der ikke serveres madvarer med sukker, derfor kan man medbringe frugt, boller eller rundstykker.

    Det enkelte barn vil fortsat blive fejret, og der vil blive lagt vægt på, at det bliver en sjov og festlig oplevelse.

    Julefest

    Ved afholdelse af julefest gøres der dog en undtagelse i forhold til mad og måltidspolitikken, da der kan serveres æbleskiver.

    Pædagogiske aktiviteter

    Daginstitutionerne afholder mange pædagogiske aktiviteter for børnene igennem året, hvor der kan dispenseres for sukkerpolitikken, hvis der er et pædagogisk sigte med brugen af sukker. Dette er en faglig pædagogisk vurdering fra den ene aktivitet til den næste.

    Morgenmad

    Der er mulighed for at få morgenmad i børnehaven/vuggestuen. Morgenmaden afsluttes kl.7.30.

    Vi anbefaler, at I ikke tager morgenmadsprodukter med hjemmefra.

    Frokostmåltidet

    Børnene får serveret mad med så få farvestoffer, tilsætningsstoffer og pesticidrester som muligt. Derudover vægter vi produkter, der har nøglehulsmærket eller fuldkornslogo.

    Er der særlige madhensyn, kan forældrene kontakte lederen af dagtilbuddet og tale om de muligheder der er i forhold til for eksempel allergivenlig kost eller ikke-rituelt slagtet kød, f.eks. halal, eller lignende.

    Drikkevaner

    Gode drikkevaner indgår på lige fod med gode madvaner i en sund kost. Børn bør som tommelfingerregel drikke ca. 1-1½ liter væske dagligt, svarende til 5-8 glas, meget gerne vand. I institutionen er der fri adgang til vand, og personalet sørger for, at børnene gennem dagen drikker vand.

    I vuggestuerne tilbydes børnene mælk eller vand til måltiderne.

    Hvis børnene selv medbringer drikkedunk, skal denne indeholde vand.

    Det er politisk vedtaget i Horsens Kommune at:

    Et vuggestuetilbud er inklusiv bleer - altså at vuggestuen leverer bleer. 

    Og at et dagplejetilbud er uden bleer - altså at forældre selv skal medbringe bleer. 

    Vuggestuetaksten og dagplejetaksten afspejler dette.

    I børnehaven forventes det at barnet er renligt eller hurtigst muligt bliver det i overgangen til børnehaven.

    Børnehavetaksten afspejler dette. For de børn der fortsat bruger ble skal forældrene derfor medbringe bleer.

    Læs mere om Dagtilbud Vestbyen i vores velkomstbrochure her