Ferieåbent

Det er politisk besluttet at der må være 20 lukkedage om året i Horsens Kommune. En lukkedag betyder at det hus barnet plejer at være i kan være lukket og der tilbydes alternativ pasning for de børn hvor forældrene ikke kan holde ferie i et andet hus.

Udover de 20 lukkedage er alle daginstitutioner lukket grundlovsdag og d. 24 december uden mulighed for alternativ pasning. 

Målet med at have lukkedage er at kordinere og samle medarbejdernes ferie på de tidspunkter hvor der er færrest børn i daginstitutioner og derved undgå en stor del af ferieafviklingen på det tidspunkt hvor der er flest børn i daginstitutioner. Det giver mest ro og fordybelsestid i hverdagen for børnene. 

Det er forældrebestyrelsen der beslutter placeringen af lukkedage i den enkelte daginstitution.

Der er ikke politisk vedtaget konkrete lukkedage i dagplejen. Af hensyn til mest ro og fordybelsestid for børnene i dagplejen vil der ledelsesmæssigt blive varslet ferie for dagplejerne på det tidspunkt hvor der er færrest børn der har brug for pasning.

Du kan læse mere om ferie, sampasning og lukkedage generelt i Horsens Kommune her .

Det er vigtigt for både store og små mennesker at holde ferie fra deres dagligdag. For børn er hverdagen i institutionen hårdt arbejde, og de har derfor brug for at holde fri og være sammen med familien. Forældrebestyrelsen har en forventning om, at dit barn holder 5 ugers ferie årligt. Derfor vil du også blive mødt af forskellige tilmeldinger i skolernes ferier, så vi hele tiden kan planlægge personaledækningen i forhold til børnefremmøde.

Vi har i Dagtilbud Egebjerg sampasning med Hovedgård, Gedved og Søvind. Det betyder, at vi i de distrikter på skift passer "hinandens børn" i bestemte ferieperioder. Det drejer sig om flg. perioder:  

  • Dagen efter Kr. Himmelfart d. 10. maj 2024
  • Sommerferie uge 28, 29 og 30 2024.
  • Mellem jul og nytår, 27. december 2024.

I 2024 er det Dagtilbud Hovedgård, der holder åbent i ovenstående perioder og dvs. alle børn fra de fire distrikter bliver passet i Dagtilbud Hovedgård.

I de efterfølgende perioder, holder Dagtilbud Egebjerg åbent, men der kan forekomme sammenlægninger af grupper på tværs:

  • Uge 7 (vinterferie)
  • Uge 13 og 14 (påske)
  • Uge 21 (pinse)
  • Uge 26, 27 og 31, 32 (sommerferie)
  • Uge 42 (efterårsferie)
  • Uge 52 (jul)