Rikke

Røde Mølle Banke 24
8700 Horsens
Danmark

Åbningstider
Mandag: 6:30-16:00
Tirsdag: 6:30-16:00
Onsdag: 6:30-16:00
Torsdag: 6:30-16:00
Fredag: 6:30-16:00
Lukkedatoer
Dagen efter Kr. Himmelfartsdag
Grundlovsdag
Sommerferie
-
Juleferien
-
EAN nummer
5798006155200

Rikke

                                                                                                

Hvem er jeg?

Født 1975, gift med Ronnie og sammen har vi tre børn, Malthe fra 2003 samt tvillingerne Karoline og Sofie fra 2005. Fritiden nydes med familien, elsker at være kreativ fx hækle og male samt at få jord under neglene i haven/drivhuset. Jeg trives rigtig godt som dagplejer og ser det som en livsstil. Det giver mange dejlige grin og smil, og der er masser af plads til knus og kram

Hvilke rammer kan jeg tilbyde jeres barn?

Jeg bor i et naturskønt område på en lukket villavej. Indendørs kan børnene boltre sig i det store køkken/alrum, legeværelse og gangen, her er både plads til udfoldelse og stille stunder. Mit hjem er 100 % røgfrit samt allergivenligt. Udenfor leger børnene i havens græsareal/fliseareal med bl.a. legehus, sandkasse, vipper, scooter, løbecykel mm. Desuden benytter vi drivhuset, vi vander grøntsager og frugt, som vi nyder godt af til frokost.

 

På en almindelig hverdag:

Dagen starter med fri leg, til alle er kommet. Derefter som oftest sanglege, da det giver en god fælles start på dagen. Efter formiddagsmaden sætter vi gang i aktiviteter såvel inde som ude. Vi bor i nærheden af skov, sti-systemer, bæk, naturlegepladsen Lilleskoven og vandet, hvilket vi benytter meget. Vi besøger eller får besøg af andre dagplejere og børn, besøger børnehaven, laver motorik i gymnastiksalen, og om torsdagen går vi i legestue på skolen (her har vi altid planlagt pædagogiske aktiviteter). Vi laver tusind andre sjove ting, fx danser, bygger huler, eller vi har kreative aktiviteter.

Frokosten spises i hjemmet ved spisebordet, i haven eller vi har madpakker med på tur. Efter middagsluren får vi eftermiddagsmåltid med frugt og hjemmebagt brød, hvor vi samtidig taler om dagens oplevelser. Indtil afhentning fri leg inde/ude. Jeg lægger vægt på en struktureret hverdag, hvor børnene møder faste rammer og aktiviteter samt genkendelighed. Dog er der selvfølgelig plads til alsidige, varierende og nye oplevelser, hvilket er meget lærerigt. Sætter også pris på, at hverdagen giver børnene frirum til egen leg (lad børn være børn og bruge/udvikle deres egen fantasi).

Her i dagplejen skal hvert enkelt barn føle sig betydningsfuldt. Der er plads til forskelligheder, så alle kan føle sig som en del af fællesskabet. Relationer vægtes højt, da samvær med andre skaber udvikling.

Det er vigtigt, at vi er søde ved hinanden, taler pænt til hinanden og hjælper hinanden (både børn og voksne). Det skal være sjovt at være i dagpleje, glade børn er tillidsfulde og trygge børn.

 

Hvilke kompetencer har jeg?

Blev ansat som dagplejer i 2006 og har siden gennemført følgende:

  • Dagplejerens Grunduddannelse

  • Inklusion

  • Første hjælp

  • Anerkendende kommunikation

  • Pædagogiske læreplaner

  • Pædagogisk Assistentuddannelse 2013/14

  • Benytter babytegn

 

Vores samarbejde omkring jeres barn:

Det er vigtigt for mig, at vi som dagplejer og forældre er i stand til at skabe en relation med åbenhed, tillid, respekt og ærlighed. Det giver et godt fundament af tryghed for alle parter og ikke mindst for barnet. Er vores samarbejde godt, skaber vi sammen det bedste udgangspunkt for, at jeres barn trives og udvikler sig bedst muligt.

 

Rikke