Lege- og læringsmiljøer

Vi lægger stor vægt på at skabe et spændende, udfordrende og fantasifuldt lege- og læringsmiljø, hvor børnene får de bedste betingelser for at udvikle og udnytte deres potentialer og kompetencer.

Vi ser legen som et vigtigt spontant socialt og relationelt læringsrum, hvor barnet kan eksperimentere med mange forskellige situationer. Legen fremmer fantasi, selvværd og identitet, og er med til at understøtte barnets indlevelse og forståelse for andre.

Børn lærer ved at udforske med krop og sanser, ved at undre sig, blive udfordret og have mulighed for at kunne eksperimentere. Læringen sker i en vekslen mellem børnenes lege og mere planlagte aktiviteter og de mange hverdagsrutiner som fx frokost og garderobe-situationerne m.m.

Legen
De voksne er aktivt deltagende og understøtter børnenes leg via vejledt legedeltagelse. Det betyder i praksis, at de voksne hjælper børnene videre, hvis de er gået i stå, eller der er opstået konflikter. Den voksne støtter det enkelte barns legekompetencer og idegenerering via en aktiv deltagelse og guidning i legen.

Vi har stort fokus på,  at det enkelte barns- og gruppens legekompetencer understøttes. Vi forsøger, at skabe legemiljøer, der lægger op til mange varierede legemuligheder, som igen understøtter barnets idegenerering, forestillingsevne og fantasi.

At lege er at “lade som om”, det vil sige at agere inden for en fiktiv verden. Den psykiske forudsætning for at kunne “lade som om” er forestillingsevne, hukommelse og fantasi. Fantasien er evnen til at bearbejde, omforme, og overskride virkeligheden. Fantasien er den del af forestillingsevnen, som overvejende henter sit stof fra billeder, sansninger, fornemmelser, stemninger, indtryk og drømme. Heri ligger blandt andet kimen til kreativiteten og den abstrakte tænkning. I legen “øver” børnene sig i at forholde sig søgende, udforskende og skabende i forhold til deres omgivelser. Derved udvikler barnet, gennem legen, grundlæggende forudsætninger for at kunne være en kompetent, aktiv deltager i verden.

Science
Hos os er styrkelsen af den matematiske opmærksomhed og den eksperimenterende tilgang til naturvidenskaben i fokus. Det handler om at gøre børnene nysgerrige på omverdenen og tænke krop, bevægelse, matematik og naturvidenskab ind i div. aktiviteter.

Vores pædagogiske praksis tilrettelægges således, at den understøtter og giver børnene redskaber til at være undersøgende og gå på opdagelse i matematikken og naturvidenskaben via lege, spil og fysiske aktiviteter og eksperimenter. Mange varierede oplevelser og erfaringer på det matematiske og naturvidenskabelig område giver et godt udgangspunkt for børnenes videre kognitive udvikling.

Det betyder at børnene:

  • Ser nøje efter, får øje på forskelle og ligheder, og kan kategorisere og fordybe sig
  • Får konkrete erfaringer via en eksperimenterende naturvidenskabelig tilgang 
  • Oplever glæde ved at undersøge og lege med tal og former
  • Tilegner sig gode og anvendelige matematiske begreber
  • Får erfaringer, leger og aktivt undersøger former og mønstre
  • Får erfaringer med forskellige størrelser, former og mål ved at sortere og sammenligne
  • Får erfaringer med placering og orientering, og på den måde udvikler deres evner til lokalisering og fornemmelse for rum og retning

Udeliv
Vi bruger uderummet hver dag, hvor vi bl.a. skaber fantasifulde miljøer, der lægger op til eksperimenterende og varierede aktiviteter og udfoldelsesmuligheder. Vi benytter vores skønne legepladser, kolonihaven og  de omkringliggende naturområder. Vi har fx Nørrestrand tæt på, hvor børnene oplever, og lærer at færdes i naturen med respekt for dyre og plantelivet.

Sprog
Vi arbejder målrettet med børnenes sproglige udvikling, da barnets sproglige kompetencer er en vigtig forudsætning for dets trivsel, udvikling og læring. Sproget er nøglen til senere læsefærdigheder, men sprog handler langt fra kun om at gøre børn skoleparate, og at de klarer sig godt i vurderinger. Sprog er vigtigt for at kunne begå sig i sociale sammenhænge og i legen med kammeraterne. Børn har bedre muligheder for at blive forstået og for at kommunikere med andre, hvis de har et rigt og nuanceret sprog, og hvis de ved, hvordan de skal bruge sproget i forskellige situationer. Sproget giver os mulighed for at forstå den verden, vi er en del af.

Forskning viser, at jo mere kompetent barnet er i den tidlige sprogtilegnelse, jo lettere har barnet ved at tilegne sig sproget senere hen. Derfor har vi et stort fokus på sprogtilegnelse, allerede fra barnet starter i vuggestue, hvor der bl.a. arbejdes systematisk med konceptet: Vi lærer sprog. 

Vi har fokus på at være gode sproglige rollemodeller over for børnene i alle dagens aktiviteter. Vi sætter ord på de ting, vi gør, -det barnet gør, og det vi gør sammen. Vi har fokus på børnerettede samtaler med børnene; en dialog mellem barn og voksen, hvor der stræbes efter, at der er gentagne turtagninger i samtalen. Samtalen tager udgangspunkt i barnets oplevelser, interesser og sproglige forudsætninger.

Sansemotorik
Vi arbejder ligeledes med at alle børn bliver udfordret og stimuleret sansemotorisk, -dels gennem de mange hverdagsaktiviteter, men også gennem mere tilrettelagte bevægelseslege som fx sansebaner, boldspil m.m. Vi forsøger at skabe ude- og indemiljøer, der inspirerer børnene til fysisk udfoldelse, og giver dem mulighed for mange varierede sansemotoriske oplevelser og udfordringer.

Sansemotorik er evnen til at reagere kropsligt på de sanseindtryk, som hjernen modtager. Motorik og bevægelse har meget stor betydning for udviklingen af barnets hjerne. Jo mere barnet er i bevægelse og bliver udfordret motorisk, jo flere signaler sendes til hjernen, og jo flere nerveforbindelser etableres der i hjernen. Det er derfor vigtigt, at vi lægger op til motoriske aktiviteter og bevægelse, da dette igen har stor betydning for udviklingen af de sociale, emotionelle og intellektuelle færdigheder hos det enkelte barn. I sidste ende har det også en markant betydning for barnets selvværd, ihærdighed, handlekompetencer og mulighed for deltagelse i børnefællesskaberne.