Jeres rolle som forældre

 

Som forældre bliver I inddraget i mange af de aktiviteter, der sker i dagtilbuddet. Som forældre er I de betydningsfulde voksne, der først og fremmest kan og skal støtte jeres barns udvikling. Ved at I eksempelvis inddrager sange, fokusord, rim og remser m.m fra børnehaven/vuggestuens hverdag, vil jeres barn opleve sammenhæng mellem de to arenaer.

Vi har et fælles ansvar for at børnene i dagtilbud, både jeres eget og de andre, trives og udvikler sig i fællesskabet. 

Vi lægger vægt på et tæt samarbejde mellem dagtilbuddet og jer forældre. Et godt samarbejde og en god dialog er med til at sikre det bedste fundament og trivsel for jeres barn.

Vi ved, at I som forældre er eksperter, når det drejer sig om lige netop jeres barn, og vi vil så vidt muligt bakke op omkring jeres beslutninger. Til gengæld forventer vi også, at I vil bakke op omkring vores beslutninger og værdier i arbejdet, og at I har forståelse for, at vi skal varetage mange forældrepars forventninger, hvorfor det ikke altid vil være alles individuelle ønsker og behov, der kan tilgodeses.

For samarbejdet er det vigtigt, at kommunikationen mellem os fungerer godt. Vi er opmærksomme på barnets trivsel og udvikling, både den enkelte dag samt over længere tid, og vil altid fortælle det til jer forældre, hvis der er noget, vi er bekymrede over. Samtidig vil vi gerne, at I deler jeres evt. bekymringer med os.