En typisk dag

Morgenrutiner
Morgenmaden ryddes væk kl. 7.15. Hvis barnet skal have morgenmad skal det komme inden kl. 7.10. Morgenmaden er fælles for alle stuer, så vi starter dagen med hyggeligt samvær omkring morgenmaden. (I store og lille fællesrum).

Omkring kl. 7.30 begynder børn og voksne at dele sig og gå ud på deres stuer. Frem til ca. kl. 8.45 leger vi på stuen, i fællesrum eller på legepladsen. Her arrangerer vores pædagogiske personale også forskellige sjove og lærerige aktiviteter.

Formiddagens program
Mellem kl. 8.45 -9.30 holder vi samling, hvor vi sammen med børnene taler om vores planer. Det kan fx være, hvilken dag, det er, hvem der er her, hvordan vejret er, dagens aktiviteter, hvordan skal vi arbejde med læreplaner og meget andet. Her inddrager vi børnene aktivt, så deres stemmer bliver hørt, og  så de får lov til at sætte deres præg på dagens program. Vi sørger for at sætte billeder på vores snak med piktogrammer, tegninger og ikoner, så børnene nemmere kan forstå og huske dagens program.

I forbindelse med samling spiser vi formiddagsfrugt. Herefter fordeler børn og voksne sig i mindre grupper  hvor der er forskellige aktiviteter, som er tilrettelagt ud fra læreplanstemaerne og vores øvrige temaer.

Mad og lur
I vuggestuerne spiser vi frokost kl. ca. 10.45. I børnehaverne spiser vi ca. kl. 11.00. Efter frokost er der mange forskellige lege- og aktivitetsmuligheder for børnehavebørnene på legepladsen. Hvis behovet er der, er der mulighed for at sove middagssøvn.

I vuggestuerne putter vi børnene, efterhånden som de er klar til det. De fleste sover udenfor i krybber og barnevogne, men der er også mulighed for at sove inde. Vi tager højde for, at de yngste børn i vuggestuerne har deres egen søvn- og spiserytme.

Eftermiddagshygge og leg
Når vi har leget og hygget, er det tid til eftermiddagsmad ca. kl 14:00. I vuggestuerne spiser børnene efterhånden, som de vågner fra middagssøvnen.

Efter eftermiddagsmaden leger vi på legepladsen eller på stuerne. Hvis børnene er indenfor, samles de, der er tilbage kl. ca. 15.45 i fællesrummet. Børnehavebørnene er i det lille fællesrum og vuggestuebørnene i det store fællesrum. Kl. ca. 16.30 samles vi og vi slutter dagen af sammen.

Leg
Øver i at tage tøj på og af
Jeg kan godt
Udeliv dagligt