Hverdagen hos os

En dag i dagplejen
En hverdag hos en af vores dagplejere starter med de bedste rammer for en rolig modtagelse af jeres barn. Her får I god mulighed for at aflevere og vinke farvel, så I alle får en god start på dagen.

Morgenmad og måske en lille lur
Hvis I ønsker det, kan jeres barn spise morgenmad hos dagplejeren. Det kan ske frem til kl. 7.30. I dagplejen har vi stort fokus på at tage hensyn til jeres barns individuelle behov og dagsrytme. Hvis der er behov for det, er der derfor tid til, at de mindste børn kan få en lille morgenlur.

Samling og formiddagssnacks
Hos vores dagplejere er der hver formiddag en lille samling, hvor dagplejeren synger sammen med børnene og snakker om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Selv små børn har gavn af at blive forberedt på, hvad det er de skal og hvornår.

Alle børn får frugt og brød og noget at drikke, så der er godt med energi til dagens aktiviteter.

Formiddagsaktiviteter
Fra kl. 9 til kl. 11 foregår formiddagsaktiviteterne, hvor vi har fokus på både leg og læring. I dagplejen lærer børnene igennem hele dagen, og alle de ting, man skal blive gode til i denne alder, bliver en naturlig del af hverdagen hos dagplejeren. Vi har fokus på at træne at spise selv, at øve at tage tøj og sko på, og vi lærer blandt andet sprog og motorik, når vi danser, hopper og leger. 

En dag i dagplejen byder også på små ture i nærmiljøet, leg i haven eller planlagte aktiviteter ud fra de pædagogiske læreplaner. Igennem de mange aktiviteter øver vi alt fra sprog og motorik til ansvar og det at være en god ven.

Frokost og middagslur
Til middag skal der vaskes hænder inden frokost. Der skal dækkes bord, spises og ryddes væk igen. Og selvfølgelig inddrager vi børnene i de mange forskellige aktiviteter, der er omkring et måltid. I dagplejen serverer vi sund og varieret kost. For størstedelen er maden økologisk og tager udgangspunkt i vores mad og måltidspolitik.  Og efter et godt måltid, er det selvfølgelig tid til en god middagslur.
 

Eftermiddag
Efter luren får børnene frugt, brød og noget at drikke. Og så er der god tid til leg inde eller ude, indtil børnene bliver hentet.