Gå til hovedindhold

Samarbejde med forældrene

Læs mere om samarbejdet med forældrene i Dagnæs Børnehus

Indhold

    Dagnæs Børnehus og Dagnæs Dagpleje lægger stor vægt på et godt og konstruktivt samarbejde med forældrene. Samarbejdet handler om jeres barn og er kendetegnet ved åbenhed, dialog og tillid.

    Derfor lægger vi også stor vægt på, at vi får afstemt forventningerne til hinanden ved dit barns opstart i dagtilbuddet og løbende i vores samarbejde omkring barnet. Det handler om at skabe et godt fælles grundlag, som vi kan samarbejde ud fra på tværs af institution og hjem, således at vi i fællesskab kan give jeres barn de bedste betingelser for udvikling, trivsel, læring og dannelse.

    Forældresamtaler

    Som udgangspunkt tilbydes I en forældresamtale, når barnet starter i institution, når barnet er fyldt tre år, og igen når barnet er fyldt fem år. Herudover er det altid muligt at ønske en yderligere samtale omkring barnets trivsel. Der er også mulighed for at udveksle korte informationer omkring jeres barn i hente/bringesituationer.

    AULA

    Al generel information omkring børnenes hverdag i institutionen, arrangementer, ture ud af huset, nyhedsbreve fra stuerne, information om personale, ferier, m.m., foregår via AULA.

    Det er også på AULA, at I hver dag tjekker jeres barn ind og ud og skriver, hvis barnet holder fri eller er syg. Det foregår alt sammen via en app på telefonen eller computeren. Det er derfor en forudsætning for vores gode samarbejde, at I følger godt med og læser al den information, der sendes ud.

    Til gengæld bestræber vi os på kun at henvende os til jer med det mest relevante, så informationsflowet bliver tilpas.

    Forældrearrangementer

    I vil i løbet af året blive inviteret til forskellige arrangementer.

    Der er ét årligt forældremøde, hvor der bl.a. er valg til institutionsbestyrelsen, information om vores pædagogiske fokusområder samt et stuemøde, hvor I sammen med stuepersonalet og de øvrige forældre kan drøfte det nære omkring stuen og stuens hverdag.

    Børn og personale inviterer bl.a. til bedsteforældredag, juleklip, forældrekaffe, afslutning for vores ældste børn og meget mere. Det er hyggelige og festlige dage, som børnene glæder sig til.

    Herudover er der en række sociale arrangementer uden for institutionens åbningstid. Disse er arrangeret af vores forældredrevne aktivitetsudvalg.

    Indenrigs- og Boligministeriet laver cirka hvert tredje år en landsdækkende undersøgelse af, hvor tilfredse forældrene er med de kommunale dagtilbud. Den seneste undersøgelse er lavet i perioden oktober 2021 – februar 2022.

    Læs mere om resultaterne fra den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse af dagtilbud 2022 på im.dk.

    Næste undersøgelse af forældrenes tilfredshed bliver lavet i efteråret 2025.