Dagplejen Hovedgård
Velkommen til dagplejen i Dagtilbud Hovedgård
Alle vores dagplejere har børn i alderen fra de er 6 måneder gamle til de fylder 3,1 år.
Vores pædagogik i dagplejen har som mål, at jeres børn får en masse omsorg og en tryg, god og sjov tid sammen med sin "egen" dagplejer og de andre børn og voksne man som dagplejebarn møder.
Alle vores dagplejere har åbent i 48 timer pr. uge og åbningstiden indenfor de 48 timer er fleksibel i forhold til de familier der er indmeldt hos den enkelte dagplejer.
Hvis I vil skrive jeres barn op til en plads hos en af vores dagplejere, kan I gøre det her.
Nedenfor kan I se de lokale dagplejere i Hovedgård.
Af hensyn til persondataforordningen er det dog op til den enkelte dagplejer om han/hun ønsker at blive registeret med adresse på denne hjemmeside. Der kan derfor være flere dagplejere i vores område. Har du/I brug for at vide om der er flere dagplejere end dem du kan se på kortet, kan du kontakte administrationen i vores dagtilbud.
Mød dagplejerne
Benthe Harthimmer
Her kan du læse om dagplejer Benthe
Dorthe Gade Pedersen
Her kan du læse om dagplejer Dorthe
Lene Danielsen
Her kan du læse om dagplejer Lene
Linda Jørgensen
Her kan du læse om dagplejer Linda
Lone Madsen
Her kan du læse om dagplejer Lone
Malene Holm Eghøj
Her kan du læse om dagplejer Malene
Yrsa Pedersen
Her kan du læse om dagplejer Yrsa
Her vil vi informere om nogle af de praktiske forhold der gør sig gældende for vores dagpleje i Hovedgård.
Opstartsbesøg
Inden barnet starter i dagplejen, afholdes et opstartsmøde mellem dagplejeren og jer som forældre. Formålet med mødet er først og fremmest, at både I og jeres barn bliver trygge ved det sted, barnet skal passes.
Det er vigtigt, at I benytter opstartsmødet til at fortælle dagplejeren så meget som muligt om barnet, – dets reaktioner, vaner, kost, sygdomme og i det hele taget alt, hvad der kan fremme og lette forståelsen for- og kendskabet til barnet.
Desuden er det vigtigt, at I får indblik i, hvordan dagligdagen former sig i dagplejehjemmet, og hvilke husregler der er. Det er også ved opstartsbesøget, at I kan få svar på de spørgsmål, I har omkring dagplejen.
Åbningstid
Den enkelte dagplejer har en ugentlig åbningstid på 48 timer. Dagplejen åbner tidligst kl. 6.15 og lukker senest kl. 16.30.
Dagplejehjemmet har faste åbne- og lukketider, og inden for denne ramme kan I som forældre tilrettelægge jeres behov. Ved opstartsbesøget aftaler vi behovstider for det enkelte barn. Hvis disse behovstider ændrer sig markant, er det vigtigt, at forældre og dagplejer får snakket om det. Det har betydning både for dagplejerens daglige planlægning og i forhold til planlægning af eventuel gæstepleje. Når et barn hentes for sent udløser det overarbejde og derfor henstiller vi til, at barnet er afhentet inden for den angivne åbningstid.
Sovetid
Barnet kan sove ude i egen barnevogn med en godkendt sele. I skal selv medbringe barnevogn og godkendt sele. Når barnet skal ind og sove, tilbyder dagplejen hynder og tæpper.
Pædagogisk tilsyn
Det er ledelsen der fører tilsyn i de enkelte dagplejehjem. Dagplejeren modtager vejledning og sparring af dagtilbuddets ressource personer og ledelsen, som har til opgave i samarbejde med dagplejeren, at følge det enkelte barns fysiske, psykiske og sociale udvikling. Dette kan forgår både i dagplejehjemmet og i legestuen.
Tavshedspligt
Dagplejeren, ressource personer og ledelsen har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om det enkelte barn og dets forældres private forhold.
Tøj og skiftetøj
Det er en god idé at give jeres barn rigeligt med skiftetøj med i dagplejen. Pak en taske med følgende:
Bleer
Undertøj
Hagesmække
Ekstra tøj
Støvler/sko til udendørs brug
Regntøj/gummistøvler
Hjemmesko/sokker
En sådan taske kan klare de fleste situationer, men snak med jeres dagplejer, så barnet ikke mangler noget.
Sund mad
Dagplejen sørger for en sund og varieret kost i den tid barnet opholder sig ved dagplejen. Børnene får et formiddagsmåltid, frokost og et eftermiddagsmåltid. Børnene får mælk og vand at drikke.
Rygning
Børnene udsættes ikke for passiv rygning i dagplejen. De rum, hvor børnene opholder sig, er røgfri hele dagplejens åbningstid.
Uden for dagplejehjemmet deltager dagplejeren kun i arrangementer, der også er røgfrie (f.eks. legestue og børnefødselsdage).
Dagplejen har en rygepolitik. I kan se den på kommunens hjemmeside www.horsenskom.dk
Husdyr
Nogle dagplejere har husdyr, f.eks. hund, kat, fugle. Børn har ofte stor glæde af at være sammen med dyr.
Vi har retningslinjer for, hvordan børn og dyr er sammen i dagplejen, specielt i forhold til hygiejne og sikkerhed. Børn og dyr skal være under opsyn, når de er sammen.
Forsikring
Horsens Kommune har ingen børneulykkesforsikring, da det i øjeblikket ikke er lovligt for kommunerne at tegne børneulykkesforsikringer. Eventuelle skader skal I anmelde til jeres egen forsikring.
Horsens Kommune har heller ikke en forsikring, der dækker eventuelle materielle skader i dagplejehjemmet forårsaget af børnene, og I har som forældre ikke noget erstatningsansvar.
Når ældre søskende er på besøg (for eksempel ved aflevering, afhentning og forældrekaffe), er det jer som forældre, der har ansvaret for dem.
Sygdom og ferie
Barnets sygdom
Vi må ikke tage imod syge børn i dagplejen. Barnet skal kunne indgå i dagplejehjemmets daglige rytme såvel indendørs som udendørs.
Hvis barnet bliver syg i dagplejen, vil I blive kontaktet for nærmere aftale.
Det er vigtigt, at vi altid kan komme i kontakt med jer, når det er nødvendigt. Hvis I får nyt arbejde/arbejdssted, hvis I flytter eller får nyt telefonnummer, skal I fortælle det til dagplejeren.
I kan læse mere i Sundhedsstyrelsens pjece ”Smitsomme sygdomme hos børn – en vejledning for daginstitutioner, skoler og forældre” - som vi i dagplejen bruger som vejledning i forhold til syge børn. Denne findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Giv besked!
Når jeres barn er syg eller har fri, så husk at give dagplejeren besked så tidligt som muligt, og helst inden barnets normale mødetid.
Dagen før jeres barn igen skal starte i dagpleje efter en længere sygdomsperiode, skal dagplejeren have besked om, at barnet kommer.
Medicin
Det er altid forældrenes ansvar at give børnene medicin. Dagplejen kan ikke påtage sig at give børnene medicin, medmindre det drejer sig om livsvigtig medicin eller medicin for kroniske lidelser. I disse tilfælde skal I, i samarbejde med barnets læge, udfylde en særlig vejledning, som I kan få tilsendt ved behov. I skal, som forældre, vejlede dagplejeren i eventuel medicingivning.
En dag i dagplejen
En hverdag hos en af vores dagplejere starter med de bedste rammer for en rolig modtagelse af jeres barn. Her får I god mulighed for at aflevere og vinke "vi ses", så I alle får en god start på dagen.
Morgenmad og måske en lille lur
Hvis I ønsker det, kan jeres barn spise morgenmad hos dagplejeren. I dagplejen har vi stort fokus på at tage hensyn til jeres barns individuelle behov og dagsrytme. Hvis der er behov for det, er der derfor tid til, at de mindste børn kan få en lille morgenlur.
Samling og formiddagsmad
Hos de fleste af vores dagplejere er der hver formiddag en lille samling, hvor dagplejeren synger sammen med børnene og snakker om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Selv små børn har gavn af at blive forberedt på, hvad det er de skal og hvornår.
Alle børn får frugt, brød og noget at drikke, så der er godt med energi til dagens aktiviteter.
Formiddagsaktiviteter
Om formiddagen har vi fokus på både leg og læring. I dagplejen, som i institutionen, lærer børnene igennem hele dagen. Alle de ting man skal blive gode til i denne alder, bliver en naturlig del af hverdagen hos dagplejeren. Vi har fokus på at træne at spise selv, at øve at tage tøj og sko på, og vi lærer blandt andet sprog og motorik, når vi danser, hopper og leger.
Udelivet vægtes også højt. Derfor byder en dag i dagplejen også på små ture i nærmiljøet, leg i haven. Der kan også være planlagte aktiviteter ud fra de pædagogiske læreplaner. Igennem de mange aktiviteter, øver vi alt fra sprog og motorik, at tage ansvar og det at være- og blive en god ven.
Frokost og middagslur
Til middag skal der vaskes hænder inden frokost. Der skal dækkes bord, spises og ryddes væk igen. Selvfølgelig inddrager vi børnene i de mange forskellige aktiviteter, der er omkring et måltid. I dagplejen serverer vi sund og varieret kost, som tager udgangspunkt i vores mad og måltidspolitik. Og efter et godt måltid, er det selvfølgelig tid til en god middagslur.
Læs mere om vores mad og måltidspolitik her
Eftermiddag
Efter luren får børnene frugt, brød og noget at drikke. Og så er der god tid til leg inde eller ude, indtil børnene bliver hentet.
Legestue
Legestue er et tilbud for alle dagplejere i Dagtilbud Hovedgård. Du kan læse mere om legestuens indhold og formål for børn og dagplejere her
I kalenderåret 2026 afholdes den koordinerede feriepasning som udgangspunkt i Dagtilbud Gedved og Søvind.
Dette gøres i samarbejde med dagtilbuddene Gedved, Egebjerg, Søvind og Hovedgård.
Lukkedage uden mulighed for sampasning:
5. juni (Grundlovsdag) og d. 24. december (Juleaften)
Dage med mulighed for sampasning:
Fredag d. 2. januar (fællespasning i Søvind)
Dagen efter Kr. Himmelfart 15/5 (fællespasning Søvind)
Sommerferieugerne 29, 30 og 31 (fællespasning Gedved)
Mellem jul og nytår 28, 29, 30 og 31 december (uge 53 – fællespasning Søvind)
Det er vigtigt for både voksne og børn at holde ferie fra deres normale dagligdag. For børn er hverdagen i institutionen hårdt arbejde og de har derfor brug for at holde fri og være sammen med deres forældre og familien. Forældrebestyrelsen har en forventning om at dit barn holder 5 ugers ferie årligt. Derfor vil du også blive mødt af forskellige tilmeldinger i skolernes ferier, så vi hele tiden kan planlægge personaledækningen i forhold til børnefremmødet.
Det er politisk besluttet at der må være 20 lukkedage om året i Horsens Kommune. En lukkedag betyder at det hus barnet plejer at være i kan være lukket og der tilbydes alternativ pasning for de børn hvor forældrene ikke kan holde ferie i et andet hus.
Udover de 20 lukkedage er alle daginstitutioner lukket grundlovsdag og d. 24 december uden mulighed for alternativ pasning.
Målet med at have lukkedage er at kordinere og samle medarbejdernes ferie på de tidspunkter hvor der er færrest børn i daginstitutioner og derved undgå en stor del af ferieafviklingen på det tidspunkt hvor der er flest børn i daginstitutioner. Det giver mest ro og fordybelsestid i hverdagen for børnene.
Det er forældrebestyrelsen der beslutter placeringen af lukkedage i den enkelte daginstitution.
Der er ikke politisk vedtaget konkrete lukkedage i dagplejen. Af hensyn til mest ro og fordybelsestid for børnene i dagplejen vil der ledelsesmæssigt blive varslet ferie for dagplejerne på det tidspunkt hvor der er færrest børn der har brug for pasning.
Du kan læse mere om ferie, sampasning og lukkedage generelt i Horsens Kommune her.
Tilmeld dit barn til pasning
Kontakt dagtilbud Hovedgård
E-mail: daginst.hovedgaard@horsens.dk
Jonas Borgsmidt
Telefon: 60 22 21 00
E-mail: jobor@horsens.dk
Stine Ellemann Nielsen
Telefon: 30 89 26 95
E-mail: seni@horsens.dk
Line Bisballe Nielsen
Telefon: 24 79 82 07
E-mail: lbni@horsens.dk
Freja Høj Dinesen
Telefon: 24 25 82 43
E-mail: fhd@horsens.dk