Velkommen til Daginstitution Nim

Vi vil gøre hverdagen for jeres barn til noget helt særligt!

Velkommen til vores dagtilbud i Nim, som ligger i et hyggeligt landsbymiljø i et naturskønt område. Nim Børnehus er et stort hus, der både inde, og ude har god plads til vores to børnehave- og vuggestue grupper. Vi er et dagtilbud med ca. 50 børnehavebørn og 25 vuggebørn. Vi har øjeblikket ingen dagplejere i Nim, men vi holder muligheden åben hvis behøvet opstår.

Vi er en del af en samdriftsordning, hvilket bl.a. vil sige, at vi har fælles forældrebestyrelse med den lokale skole og SFO. Vi vægter i Nim Skole og Børnehus et tæt og konstruktiv samarbejde om sammenhæng i det enkelte barns liv, og om at skabe gode overgange for barnet fra dagpleje, vuggestue, børnehave, skole og SFO. Børn fra 0 -13 år kan i Nim opleve et kontinuerligt sammenhængende forløb i et trygt, nærværende og lærende miljø.

Vi er et af kommunens mindste dagtilbud. Det giver mulighed for et trygt fællesskab, hvor vi kender hinanden godt, og ledelsen har mulighed for at være tæt på i hverdagen. Her er alle børn en vigtig del både af det lille fællesskab i Børnehuset og det større i Nim Skole.

Vi er omgivet af en fantastisk natur og har en stor naturlegeplads med et utal af muligheder for, at skabe udelivsmiljøer, som er befordrende for børnenes læring. Endvidere er vores placering tæt på skole, SFO og multihal. Multihallen benyttes ugentlig af både børnehavebørn og vuggestue børn.

Hvis I vælger vores dagtilbud, kommer vi til at bruge rigtig mange timer sammen med jeres barn. Derfor er det vigtigt, at hverdagen hos os bliver fyldt med leg og læring, så det er sjovt og spændende for jeres barn at gå i vuggestue, børnehave eller dagpleje, og så jeres barn bliver godt rustet til livet og videre uddannelse.

Her på vores forskellige præsentationssider kan I læse om, hvordan vi leger og lærer med vores børn. Vi håber, I finder den information, I skal bruge ellers er i altid velkomne til at kontakte os

Link til skolens hjemmeside: https://nimskole.aula.dk/

Nim Skole og Børnehus