Praktisk information
Læs om diverse praktiske informationer til nytte i hverdagen.
Hverdagen i en daginstitution byder på mange udfordringer og aktiviteter, og derfor er det en god idé, at dit barns påklædning kan tåle lidt af hvert.
Vi lægger stor vægt på udendørsaktiviteter, hvor børnene kan lege og udforske, hoppe i vandpytter, udforske skoven, m.v. Derfor er det vigtigt, at dit barns påklædning er passende til det omskiftelige danske vejr. Desuden laver vi ofte i indendørsaktiviteter, der kan medføre pletter på tøjet, såsom fingermaling, ler og tusch. Derfor anbefaler vi tøj, der egner sig til de forskellige aktiviteter.
Du støtter dit barn bedst muligt ved at hjælpe det med at rydde op, tjekke garderoben dagligt for beskidt/vådt tøj der skal med hjem, samt sørge for at tage rent tøj med til dagen efter.
Husk navn i alt 😊
Der er ikke to dage, der er ens, og derfor er det selvfølgelig umuligt at beskrive den mangfoldighed og det liv, der udspiller sig hver dag. Vi lægger stor vægt på at udnytte hverdagens rutiner og mange praktiske gøremål som et vigtigt læringsrum, da de giver unikke muligheder for læring, udvikling og styrkelse af det enkelte barns selvhjulpenhed, personlige mestring og sociale kompetencer.
Børn ønsker at føle sig som en vigtig del af fællesskabet, og gennem deltagelse i de daglige rutiner kan de føle sig nyttige og vigtige, da de her oplever, at de betyder noget for fællesskabet.
Det er vigtigt for os, at jeres børn føler sig trygge ved alle voksne, da vi samarbejder på kryds og tværs, både i hverdagen samt ved sygdom og i ferieperioder.
Dagsrytme
-
Kl. 6.15 afleveres alle børn i fællesrummet. Der vil altid være en voksen, som dit barn kender, men ikke altid en voksen fra barnets egen stue. Har I brug for hjælp til at sige farvel, skal I henvende jer til Blæksprutten, som bærer et tydeligt blæksprutteskilt.
-
Kl. 7.30 går børnene og personalet løbende ud i de rum, der åbnes.
-
Kl. 8.00 - 9.00 spiser vi formiddagsmad (frugt og brød).
-
Kl. 9.15 og frem til frokost har vi fordybelsestid, hvor vi laver aktiviteter, går ture, går i hallen, m.m.
Derfor er det en god ide at aflevere dit barn inden kl. 9.00.
-
Kl. 11.00 spiser vi frokost. De børn, som stadig sover, bliver puttet.
-
Kl. 14.00 - 15.00 spiser vi eftermiddagsmad.
-
Kl. ca. 16.00 mødes vi igen enten i fællesrummet eller udenfor, hvor børnene bliver hentet.
Lukkedage og feriepasning
Vi holder ferielukket tre uger i juli, mellem jul og nytår samt fredagen efter Kristi Himmelfart. Grundlovsdag den 5. juni og den 24. december er politisk fastlagte lukkedage, hvor der ikke stilles alternativ pasning til rådighed.
I ferielukkede perioder samarbejder vi med dagtilbuddene Østbirk, Brædstrup og Lund. Der vil i disse perioder være personale fra alle distrikter, og det kan dermed ikke garanteres, at der er en kendt voksen for alle børn.
I vil modtage anmodning på Aula om fra/tilmelding i forbindelse med følgende feriedage:
- Uge 52 - Juleferien (Sampasning er for de børn, hvor begge forældre arbejder i dagene mellem jul og nytår)
- Uge 7 - Vinterferien
- Dagene op til påske
- Uge 27-32 - Sommerferien (fællespasning i de sidste tre uger i juli)
- Uge 42 - Efterårsferien
Det er godt for alle børn at have ferie sammen med deres forældre. Hvis du har brug for at få dit barn passet i feriepasning, forventer vi, at I holder ferie på et andet tidspunkt.
I ferieperioder rykker vi stuerne sammen på én stue, medmindre der er rigtig mange børn.
Tøj og garderobe
Vi har fokus på børnenes selvhjulpenhed. Derfor er det vigtigt, at dit barn har tøj, som det selv kan øve sig i at tage af og på. Ligeledes skal dit barn have praktisk tøj på, som barnet kan bevæge sig i, og som kan tåle, at barnet deltager i vores aktiviteter både indenfor og udenfor i al slags vejr.
Du skal medbringe skiftetøj, hjemmesko og overtøj/udetøj efter årstiden. Hvis dit barn har brug for en middagslur, skal I medbringe sengetøjet. Det vil være en god ide at have en sut/bamse i børnehaven og et sæt derhjemme.
HUSK navn på al tøj og sko.
Af hensyn til dit barns sikkerhed må der ikke være snore og bindebånd i tøjet. Det samme gælder løse halstørklæder eller plastikposer i dit barns garderobe. Opdager vi snore eller bindebånd i tøjet, bliver de fjernet eller klippet af hvis nødvendigt. Ligeledes af sikkerhedsmæssige årsager må der ikke ligge plastikposer i dit barns garderoberum.
Fravær
Er dit barn syg eller holder en fridag eller ferie, skal du melde dit barn syg/fri via Aula. Det skal gøres så tidligt som muligt og helst inden barnets normale mødetid af hensyn til personaleplanlægning og mad.
Sygdom
Vi tager ikke imod syge børn i børnehaven. Barnet skal kunne indgå i børnehavens daglige rytme såvel indendørs som udendørs. Barnet skal være alment velbefindende, dvs. ingen feber, normal appetit, ikke mat og særlig pylret. Hvis dit barn bliver syg i løbet af dagen, ringer vi til dig.
I tilfælde af smitsomme sygdomme (f.eks. skoldkopper og børneorm) eller lus, er det vigtigt, at vi bliver informeret, så vi kan orientere de andre forældre om smitterisiko.
Personalet giver ikke medicin til børnene, medmindre der er tale om lægeordineret medicin for kroniske lidelser. Du skal lave en aftale med personalet og udfylde et medicinskema, hvis dette er aktuelt, og der skal altid være en tydelig beskrivelse af hvorfor, hvornår og hvordan medicinen skal gives.
Det skal desuden fremgå af emballagen, at medicinen er udstedt af lægen til det pågældende barn. Det er vigtigt, at indlægssedlen følger medicinen.
Du kan læse mere i Sundhedsstyrelsens pjece ”Smitsomme sygdomme hos børn - en vejledning for daginstitutioner, skoler og forældre”. Den bruger vi som vejledning i forhold til syge børn.
Hvis dit barn har brug for, at der skal tages specielle hensyn i form af anden kost eller medicin, skal vi have en lægeerklæring på dette.
Som udgangspunkt giver vi ikke medicin - med undtagelse af børn, der har astma eller livstruende og kronisk sygdom.
Vi ønsker at skabe trygge rammer for børnene i hverdagen, hvor der samtidig er plads og mulighed for udfoldelse og leg. Dette ønsker vi også at efterleve i indretningen af vores huse, såvel ude som inde.
Vores legepladser får årligt besøg af en legepladsinspektør, der skal godkede legepladsens sikkerhed. Udover dette gennemfører personalet daglige sikkerhedstjek på legepladsen, før børnene kan lege/opholde sig der.
Hvis ulykken er ude, og dit barn kommer til skade, mens han eller hun er hos, skal du vide, at alt vores fastansatte personale er uddannet i førstehjælp. Det vil sige, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis et barn får et astmaanfald, eller hvis et barn skulle være så uheldig at falde ned fra en gynge og slå hovedet.
Vi har valgt at uddanne alt vores pædagogiske personale i alle vores huse, så dit barn får de allerbedste forhold for leg og samvær, og så du kan være helt tryg som forældre ved at aflevere dit barn hos os. Samtidig giver det også vores personale de bedste og mest sikre rammer for, at de kan udføre deres arbejde.
Hvis uheldet er ude, sikrer vi os først og fremmest, at dit barn er okay, hvorefter vi tager eventuel kontakt til læge eller skadestue. Og så får du selvfølgelig også besked med det samme.
Solbeskyttelse
Vi vil rigtig gerne være ude så meget som muligt. Men om sommeren tager vi dog visse forholdsregler for at beskytte børnene mod for meget sol.
I sommerhalvåret forventer vi, at jeres barn er smurt hjemmefra med solcreme. Skulle der være yderligere behov for, at jeres barn skal smøres igen senere på dagen, anvender vi vores egen solcreme, som både er allergi- og svanemærket.
Legetøj og cykler
Vi frabeder os, at børnene har cykler og legetøj med i børnehaven.
Vi arrangerer af og til cykeldage, Vi har en fin asfalteret sti på vores legeplads, hvor dit barn har mulighed for at øve sig i at cykle.
Alle børn, der har cykler med, skal også have en cykelhjelm med. Cyklen skal stilles udenfor hegnet.
Vi har ligeledes legetøjsdage, hvor dit barn må have et stykke legetøj med. Det er en stor oplevelse for børnene at vise og se hinandens legetøj.
Husk at skrive navn på legetøjet og vær opmærksom på, at det legetøj, du sender med dit barn, kan gå i stykker eller blive væk.
Vores kostpolitik bygger på de officielle kostråd om alsidig, sund og nærende kost og hænger sammen med Horsens Kommunes kostpolitik for daginstitutioner. Du kan læse mere i vores kostpolitik.
Vi laver selv maden i vores køkken, og vi har særligt fokus på økologi, årsbestemte råvarer og børnenes mulighed for at udvikle madmod i fælles spisesituationer.
Jeres barn får formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.
Særlige behov
Har dit barn særlige behov i forhold til maden f.eks. mælke- eller glutenallergi, tager vi gerne de nødvendige hensyn. Dog skal det dokumenteres fra lægen.
Jeres barn får bleer i vuggestuen.
Hvis jeres barn stadig bruger ble i børnehaven, skal de medbringes.
Vi samarbejder gerne med dig om at gøre dit barn blefri, når barnet er klar til det. Vi støtter børnene i at blive selvhjulpne i forhold til at gå på toilettet og vaske hænder.
Tilmeld dit barn til pasning
Kontakt Dagtilbud Nim
E-mail: samdriftnim@horsens.dk
Bettina H. Markvardsen
Telefon: +45 76 29 16 11
E-mail: samdriftnim@horsens.dk
Sarah Andersen
Telefon: +45 76 29 16 00
E-mail: samdriftnim@horsens.dk