Forældresamarbejde

I Dagtilbud Egebjerg lægger vi stor vægt på et godt og konstruktivt forældresamarbejde, hvor I som forældre føler jer mødt, og hvor vores gensidige samarbejde er kendetegnet ved åbenhed, dialog og tillid.

Et godt samarbejde mellem forældre og personale ser vi som en af de vigtigste faktorer for, at børnene oplever deres tid i vuggestuen eller børnehaven som positiv og tryg.

Vi lægger derfor også stor vægt på, at vi får afstemt forventningerne til hinanden ved dit barns opstart i dagtilbuddet og løbende i vores samarbejde omkring barnet. Det handler om at skabe et godt fælles grundlag at samarbejde ud fra på tværs af institution og hjem, således at vi i fællesskab giver jeres barn de bedste betingelser for udvikling, trivsel, læring og dannelse

 

Forældresamtaler

Udover den opstartssamtale, vi har inden selve barnets start hos os, tilbyder vi en forældresamtale efter ca. 3 måneder. Her vil vi tale om barnets trivsel i hverdagen, barnets udvikling samt jeres oplevelse af jeres barn og institutionen.

I forbindelse med skolestart vil der også være en samtale - og ellers afholder vi samtaler efter behov.

Vi ønsker at have en tæt dialog i hverdagen, men der kan opstå situationer, der gør det nødvendigt at mødes uforstyrret. Derfor er det vigtigt, at I forældre også giver besked, hvis I har brug for dette.

 

Forældrearrangementer

  • Vi indbyder til et årligt forældremøde / arrangement, hvor der afholdes valg til bestyrelsen. Endvidere afholdes et årligt forældremøde i oktober, hvor aktuelle emner tages op.
  • Tilbud om deltagelse i forskellige forældrearrangementer som fx Luciaoptog, forældrekaffe, juledrop-in m.m
  • Der vil også blive afholdt kvartalsvise forældremøder for nye familier, hvor I vil møde formanden for forældrebestyrelsen samt dagtilbudslederen. Her vil I hører om forældrebestyrelsens arbejde samt vores værdier, børnesyn og de overordnede forventninger, vi har til jer. Vi vil gerne opfordre jer til at møde op til disse møder
  • Der er mulighed for, at forældre kan deltage på ture. Hvis forældre har idéer til udflugter eller aktiviteter, hører vi gerne om det.

 

Kommunikation

  • Der er altid mulighed for at udveksle korte informationer omkring jeres barn i hente- og bringesituationer 
  • Øvrig daglig kommunikation og information sker via den digitale platform Aula. 
  • Hvis du som forældre har behov for en mere individuel samtale omkring dit barnet, kan der altid aftales et møde.

 

Aula

Al generel information omkring børnenes hverdag i institutionen, omkring arrangementer, ture ud af huset, nyhedsbreve fra stuerne, information om personale, ferier osv., foregår via Aula. Det er også på Aula, at I hver dag tjekker jeres barn ind og ud, og skriver hvis barnet holder fri eller er syg. Alt sammen via en app på telefonen eller computeren. Det er derfor en forudsætning for vores gode samarbejde, at I følger godt med og læser al den information, der sendes ud. Til gengæld bestræber vi os på kun at henvende os med det mest relevante, så informations-flowet bliver tilpas.