Evalueringskultur

At evaluere handler om at blive klo­gere på, hvordan det man gør, virker.

I Dagtilbud Lund arbejder vi med at understøtte en evalueringskultur, hvor de pædagogiske medarbejdere løbende forholder sig refleksivt og kritisk til arbejdet, – både i hverdagens rutiner og i organiserede aktiviteter.

Evalueringen har fokus på det pædagogiske læringsmiljø, og om hvordan dette miljø understøtter børnegruppens og det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Den faglige og refleksive tilgang bidrager til, at vi får øje på vores praksis, tænker over den, og ser mulighederne for at ændre praksis hvis der er behov for det.

Gennem dokumentation og evaluering kan vi skabe en ny viden. Denne viden bidrager til at udvikle kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø, og til at skabe de allerbedste betingelser for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Forudsætningen for en velfungerende evalueringskultur er, at pædagogiske medarbejdere og ledelse udvikler en løbende faglig og reflekteret tilgang til den pædagogiske praksis. På den måde kan vi blive klogere på, om læringsmiljøet understøtter børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Vi kan på denne måde udvikle og kvalificere den pædagogiske praksis.