Lege- og læringsmiljøer

Fra børnene kommer om morgenen til de går hjem om eftermiddagen, har det betydning hvordan lege og læringsmiljøet er i Børnehuset.

Børnene lærer noget i alle situationer både i legene og i de daglige rutiner fx omkring måltidet, og når vi planlægger aktiviteter. Derfor ønsker vi at skabe gode lege og læringsmiljøer for børnene, der inspirerer til samvær, leg, udforskning og udfoldelse.

I Dagnæs har vi særligt fokus på:

  • Legen
  • Hverdagslæring
  • Krop og udfoldelse
  • Relationer og fællesskabet
  • Nysgerrighed og STEAM

 

Legen:

For børnene er legen jo det, det handler om – og de leger for at lege! Det gælder for børnene om at have tid til at lege, at finde de gode legesteder og at have gode legekammerater.

Både inde og ude har vi derfor fokus på at skabe gode rammer for børnenes leg. Børnene støttes i at lege, at udvikle deres lege,  finde på nye lege, og at lege med velkendte og nye legekammerater, børn som voksne.

Vi ved også, at legen har stor betydning for børnenes trivsel, men også for deres læring og udvikling, og derfor er det afgørende, at de voksne i hverdagen kan støtte børnenes leg og deres lege-kompetencer.

De voksne støtter, og følger børnenes legeunivers, uanset om det er de yngste børns leg med at vælte tårne, at sige ”titte bøøh”, eller de ældre børn, der leger far, mor og børn. De voksne kan fx støtte børnene i at få øje for hinanden, at inspirere til leg gennem en legende tilgang, at indrette den gode legekrog, støtte et barn i at komme ind i et legefællesskab, øve en bestemt leg så barnet efterfølgende har lettere ved at indgå i legegruppen eller at forhandle sig frem til de gode løsninger i legen.

 

Hverdagslæring:

Vi er hver dag optaget af at sikre trivsel, udvikling og læring for alle børn. I de daglige rutiner er der et meget stort læringspotentiale for børnene, som fx når de selv tager tøj af og på, når børnene dækker borde, spiser, deltager i samling eller vasker hænder på toilettet. 

I de daglige rutiner er der mulighed for øvelse og gentagelser. De mange gentagelser er helt optimale for at give børnene mulighed for at lære noget mere og få gode erfaringer med at øve sig.  Når børnene får mulighed for at lære noget nyt, oplever de glæden ved at kunne, og succesoplevelsen i at mestre og bl.a. blive mere og mere selvhjulpen, det er meningsfuld læring for børnene!

 

Krop og udfoldelse:

Børn lærer i høj gennem kroppen og kropslige erfaringer.

Fortæl mig det, og jeg glemmer det.

Vis mig det, og jeg husker det.

Involver mig i det, og jeg forstår  

I hverdagen har vi fokus på, at børnene skal have gode muligheder for at bruge kroppen, være aktive og opleve glæden ved kropslig aktivitet. Herunder også opleve både tempo og fordybelse.

Vi har bl.a. fokus på:

  • Børn bliver gode til det, de øver sig på.
    Derfor har vi stor opmærksomhed på vores daglige rutiner, der skaber gode muligheder for øvelse og gentagelser. Desuden indretter vi os efter, at børnene både inde og ude skal have mulighed for bevægelse og aktiv udfoldelse og fordybelse.
     
  • Krop imiterer krop og kroppen kommunikerer.
    Børnene efterligner hinanden – og de voksne i deres bevægelser. Samtidig omhandler meget leg (særligt i de første år) at lege med kroppen, at efterligne, løbe efter, mærke, gøre det samme med kroppen som den anden i legen. Derfor har vi opmærksomhed på, at også ”vise med kroppen” i hverdagen, da kommunikation er meget mere end ord.
     
  • Bevægelsesglæde og hverdagsliv
    Også i denne sammenhæng er det vigtigt, at vi alle husker, at børn lærer allermest i hverdagen, gennem rutiner, gentagelser og daglige gøremål både hjemme og institution. Derfor er det væsentligt at have fokus på vores daglige rutiner. Samtidig er det centralt at have fokus på glæden ved bevægelse samt udvikle en god kropsfornemmelse.

 

Relationer og fællesskab:

Børn lever, og lærer i høj grad gennem fællesskabet. Det er i relationen til andre, at vi som mennesker spejler os selv og derved har både gode relationer og fællesskaber stor betydning for det enkelte barns udvikling, selvværd og trivsel.

I hverdagen har vi fokus på at skabe et positivt miljø, hvor vi ser hinanden og møder hinanden med åbenhed og smil :-)

Vi støtter op om fællesskaberne i hverdagen, og ønsker at hvert barn, er en del af mange forskellige fællesskaber i Børnehuset. Det kan være fællesskabet i børnegruppen på stuen, at vi hver dag er opmærksomme på hinanden, og udviser gensynsglæde, når et barn kommer tilbage efter endt ferie / fravær. Det kan også være fællesskabet omkring de praktiske opgaver, når en mindre gruppe børn sammen dækker bord og er dem, der siger værsgo` til resten af børnegruppen.

 

Nysgerrighed og STEAM:

At støtte børnenes nysgerrighed er vigtigt for os. Det er sundt med nysgerrige børn, der gerne vil vide mere, udforske og undersøge.

Både inde og ude i de planlagte og spontane aktiviteter er vi derfor opmærksomme på at støtte børnenes nysgerrighed. At vi sammen øver os i at undersøge, at se nøje efter, stille undrende spørgsmål  og udforske den store verden på mange forskellige måder.

Vi har jævnligt forløb, hvor alle børnegrupper (på skift) fordyber sig i et emne (ofte naturvidenskabeligt), som fx regnorme, røg, planter, magnetisme netop for sammen at gå på opdagelse, at udvide horisonten, sproget og erfaringerne gennem hands-on-forløb, hvor børnene får mulighed for at afprøve og eksperimentere og derved opnå ny viden.  

Vi har desuden udviklet vores eget STEAM og Makerspace i Dagnæs Børnehus. Her er samlet materialer til forløb og eksperimentering for børnegrupperne med fokus på elementerne i STEAM, nemlig Science, Technology, Engineering, Arts & Mathematics. Der er lavet materialekasser til forskellige forløb, og målet er, at:

  • Bevare og udvikle børnenes nysgerrig, fantasi og lyst til at eksperimentere
  • At børnene sammen og hver for sig får erfaringer med learning by doing, hvor det er tilladt at afprøve og gøre sig nye erfaringer
  • Opnå fælles fordybelse ved at ”Se nøje efter” og undersøge grundigt

Læringsmiljøet i vores STEAM og Makerspace er netop med til at styrke børnenes nysgerrighed og kreativitet. De får mulighed for at afprøve noget helt nyt sammen, at undersøge, eksperimentere – og sammen blive klogere.

På følgende link kan du se et videoklip om vores vores STEM og Makerspace: https://youtu.be/Fm5fg3fCFEk