Lege og læringsmiljøer

Vi lægger stor vægt på at skabe et spændende, udfordrende og fantasifuldt lege- og læringsmiljø, hvor børnene får de bedste betingelser for at udvikle og udnytte deres potentialer og kompetencer.

Vi ser legen som et vigtigt socialt- og relationelt læringsrum, hvor barnet kan eksperimentere med mange forskellige situationer. Legen fremmer fantasi, selvværd og identitet og er med til at understøtte barnets indlevelse og forståelse for andre.

Børn lærer ved at udforske med krop og sanser, ved at undre sig, blive udfordret og have mulighed for at kunne eksperimenter. Læringen sker i en vekslen mellem børnenes lege og mere planlagte aktiviteter og de mange hverdagsrutiner som fx når vi spiser frokost, tager tøj på / af i garderoben, vasker hænder, toiletbesøg, får skiftet ble m.m.

Legen
De voksne er aktivt deltagende og understøtter børnenes leg via vejledt legedeltagelse. Det betyder i praksis, at de voksne hjælper børnene til at udvikle legen, hjælper børnene videre hvis de er gået i stå i legen eller der er opstået uenighed om hvem der skal have den gule bil. De voksne leger med når der er brug for det.

Vi har stort fokus at det enkelte barns- og gruppens legekompetencer understøttes. Vi tilrettelægger legemiljøer, med mange varierede legemuligheder, der understøtter barnets idegenerering, forestillingsevne og fantasi.

At lege er at lade som om. Forudsætning for at kunne lade som om er at børnene kan forestille sig noget og har en god hukommelse og fantasi. Fantasien er evnen til at bearbejde, omforme, og overskride virkeligheden. Fantasien skabes gennem fra billeder, sansninger, fornemmelser, stemninger, indtryk og drømme. Heri ligger blandt andet kimen til kreativiteten og den abstrakte tænkning. Når børn leger øver de sig i at forholde sig søgende, udforskende til deres omgivelser. Derved udvikler grundlæggende forudsætninger for at kunne være en kompetent, aktiv deltager i verden.

Vores fokusområder for legefællesskaber
Vi arbejder med mindre, differencerede børnegrupper, hvor vi tager afsæt i mere specifikke og målrettede aktiviteter fx leg/fællesskaber, NUSSA, motorik, yoga, sprog mm.

Vi tilrettelægger rum i rummet. Det betyder, at der er etableret mindre legeområder i grupperummene og i fællesrum, hvor mindre børnegrupper har mulighed for ekstra fordybelse.

Vi tilrettelægger legemiljøer både ude og inde, så børnene både tilbydes traditionelle og fleksible legematerialer og muligheder. Legemiljøerne skal være sjove, inspirerende, udfordrende og lægge op til at være eksperimentende og kreative. På den måde giver vi børnene forskelligartede og varierede lege - og deltagelsesmuligheder.

Vi arbejder aktivt med både inde- og uderummet og vi udnytter muligheder på nye måder. Vores legepladsområder kan fx indeholde små, hyggelige, stille områder, træværkstedsområde, ude-dukkekrog eller et eksperimenterende område med mudder og vandlege.

Vi benytter visuel guidning, timetimer, billeder på legekasserne mm., for på denne måde at skabe overblik, struktur og forudsigelighed for børnene

Nysgerrighed og se nøje efter
Hos os er styrkelsen af den eksperimenterende tilgang i fokus. Det handler om at gøre børnene nysgerrige på omverdenen, se nøje efter, undre sig sammen og tænke krop og bevægelse ind i hverdagen.

Vores pædagogiske praksis tilrettelægges således, at den understøtter og giver børnene redskaber til at være undersøgende og gå på opdagelse i kroppens formåen og naturen via lege, spil og fysiske aktiviteter og eksperimenter. Mange varierede oplevelser og erfaringer giver et godt udgangspunkt for børnenes videre udvikling.

Det betyder fx at børnene

  • Ser nøje efter, får øje på forskelle og ligheder, og kan kategorisere og fordybe sig.
  • Får konkrete erfaringer via en eksperimenterende naturvidenskabelig tilgang. 
  • Oplever glæde ved at undersøge og lege med tal, former og farver.
  • Tilegner sig gode og anvendelige begreber.
  • Får erfaringer, leger og aktivt undersøger former og mønstre.
  • Får erfaringer med forskellige størrelser, former og mål ved at sortere og sammenligne – derfor er fx oprydningen en aktivitet med stort læringsindhold.
  • Får erfaringer med placering og orientering, og på den måde udvikler deres evner til lokalisering og fornemmelse for rum og retning

Udeliv
Vi lægger stor vægt på at skabe fantasifulde udemiljøer, der lægger op til eksperimenterende og varierede aktiviteter og udfoldelsesmuligheder. Vi benytter ofte de omkringliggende naturområder på Nørrestrand ved fjorden, skoven og parker i lokalområderne. Her oplever og øver børnene sig i at færdes i naturen med respekt for dyre- og plantelivet.

Sprog
Vi arbejder målrettet med børnenes sproglige udvikling, da barnets sproglige kompetencer er en vigtig forudsætning for barnets trivsel. Sproget er nøglen til senere læsefærdigheder. Sprog er vigtigt for at kunne begå sig i sociale sammenhænge og i legen med kammeraterne. Børn har bedre muligheder for at blive forstået og for at kommunikere med andre, hvis de har et rigt og nuanceret sprog, og hvis de ved, hvordan de skal bruge sproget i forskellige situationer. Sproget giver os mulighed for at forstå den verden, vi er en del af.

Forskning viser, at jo mere kompetent barnet er i den tidlige sprogtilegnelse, jo lettere har barnet ved at tilegne sig sproget senere hen. Derfor har vi et stort fokus på sprogtilegnelse, allerede fra barnet starter i vuggestue.

Vi har fokus på at være gode sproglige rollemodeller over for børnene i alle dagens aktiviteter. Vi sætter ord på de ting, vi gør, det barnet gør, og det vi gør sammen med barnet. Vi har fokus på samtaler med børnene, hvor barn og voksen skiftes til at tale. Samtalen tager udgangspunkt i barnets oplevelser, interesser og sproglige forudsætninger.

Vi anvender sprogstrategier i samtalerne med børnene. Vi arbejder med Læse Leg, et materiale baseret på dialogisk læsning og den legende tilgang, der understøtter børnenes ordforråd og sprogforståelse. For at understøtte børnenes lydlige opmærksomhed, arbejder vi med Hit med lyden

Sansemotorik
Vi har et stort fokus på, at alle børn bliver udfordret og stimuleret sansemotorisk, dels igennem de mange hverdagsaktiviteter, men også gennem fx børneyoga og tilrettelagte bevægelseslege som fx sansebaner, boldspil m.m. Vi tilrettelægger ude- og indemiljøer, der inspirerer børnene til fysisk udfoldelse og giver dem mulighed for mange varierede sansemotoriske oplevelser og udfordringer.

Sansemotorik er evnen til at reagere kropsligt på de sanseindtryk, som hjernen modtager. Motorik og bevægelse har meget stor betydning for udviklingen af barnets hjerne. Jo mere barnet er i bevægelse og bliver udfordret motorisk, jo flere signaler sendes til hjernen, og jo flere nerveforbindelser etableres der i hjernen. I sidste ende har det en markant betydning for barnets selvværd, ihærdighed, handlekompetencer og mulighed for deltagelse i børnefællesskaberne.

Vi er inspireret af Annette Prehns bøger Hjernesmarte børn og Hjernesmart pædagogik.