Hverdagen hos os

I alle husene i Dagtilbud Midtby tilbyder vi spændende, udfordrende og inspirerende børne- og læringsmiljøer. Ture ud af huset, cykelture i ladcykler, besøg i vores kolonihave og en tur ud på fjorden i vores jolle er bare nogle af de ting, vi har på skemaet i løbet af en almindelig hverdag. Udeliv betyder rigtig meget for os, og derfor laver vi ofte bål og udemad og laver små, naturvidenskabelige forsøg, så vi lærer om de ting, der omgiver os. Vi udnytter, at vi bor midt i Horsens by, så derfor besøger vi  ofte biblioteket og de mange andre kulturinstitutioner, der ligger lige omkring os.

Vi lægger stor vægt på at udnytte hverdagens rutiner og mange praktiske gøremål som et vigtigt læringsrum, da de giver unikke muligheder for læring, udvikling og styrkelse af det enkelte barns selvhjulpenhed, personlige mestring og sociale kompetencer.

Udfordringen med at lyne flyverdragter i garderoben, dække bord, tælle tallerkener, bestik og den efterfølgende oprydning, er et unikt rum for udvikling og daglig læring – det er et meningsfuldt læringsrum, der øger barnets handlekompetencer og robusthed. Børn vil gerne opleve sig som en vigtig del af fællesskabet, og igennem deltagelse i de daglige rutiner, kan de føle sig nyttige og vigtige, de oplever, at de betyder noget for fællesskabet.

Mad


Der tilbydes fuldkost til vuggestuebørnene. Børnehavebørnene får tilbudt frokostordning, men skal dog selv medbringe mellemmåltiderne.

Vores måltider er baseret på gode råvarer, hvor der tilstræbes at 80% af dette er økologiske. Vi lærer vores børn at smage på tingene og være nysgerrige på nye retter, farve, smage og dufte. Hvis du er interesseret, kan du læse meget mere om Horsens kommunes mad- og måltidspolitik her

Vores personale

Vi lægger stor vægt på efteruddannelse af vores personale, for derved at sikre den bedst faglige kvalitet til jeres barn og jer som forældre.

I som forældre er altid velkomne til at tage en snak med det pædagogiske personale omkring jeres barn, så vi sikrer det allerbedste grundlag for et godt samarbejde.

Ved Langelinie
Troldetræ