Sådan arbejder vi

I Spiren arbejdes der med udgangspunkt i specialpædagogik, hvor fokus er på at tilrettelægge individuelle læringsmiljøer, hvor respekten for det enkelte barns ressourcer, kompetencer og særlige behov imødekommes. Hverdagssituationerne byder på masser af læring, hvor det eksempelvis kan være det at tage jakke på, der er i fokus, eller det at være i et samspil med andre børn. Der arbejdes med en systematisk, rogivende og projektorienteret tilgang i det pædagogiske arbejde med børnene, hvor videooptagelser særligt af voksen-barn samspilet er i fokus. Nøgleordene i hverdagen er struktur, motivation, kravtilpasning, visualisering, genkendelighed og kontinuitet. For hvert barn udarbejdes der i samarbejde med forældrene, mål og handleplaner for, hvad barnet har brug for at lære, udvikle eller støttes i. Ud fra disse handleplaner tilrettelægges en individuel systematisk indsats, hvor video og supervision indgår i arbejdet. Analyse og evaluering er en vigtig del af vores metode, så vi hele tiden er i stand til fagligt at begrunde, hvorfor vi gør, som vi gør og ændre/justere i vores pædagogik, hvis ikke det, vi gør, virker.

Vi arbejder ud fra en helhedsorienteret indsats omkring barnet. Det betyder, at pædagogerne samarbejder med både fysioterapeuter, småbørnsvejleder, psykologer og sygehusvæsenet omkring barnets trivsel, læring og udvikling. Ligeledes forudsætter en helhedsorienteret indsats, et tillidsfuldt og tæt samarbejde med forældrene.