Morgenrutiner
Vi tager imod børnene, og sørger for at de får en rolig og tryg start på dagen.
Formiddagens program
Om formiddagen holder vi typisk en samling, hvor vi sammen med børnene taler om vores planer. Det kan fx være, hvilken dag, det er, hvem der er her, hvordan vejret er, dagens aktiviteter, hvordan skal vi arbejde med læreplaner i dag og meget andet. Her inddrager vi børnene aktivt, så deres stemmer bliver hørt, og så de får lov til at sætte deres præg på dagens program.
Efter samlingen deler vi os ofte op i mindre grupper og laver forskellige aktiviteter, som er tilrettelagt ud fra den styrkede læreplan og vores øvrige strategier og fokusområder. Vi tilbyder altid en mulighed for en snack (et stykke frugt eller lignede) om formiddagen.
Mad og lur
I vuggestuerne spiser vi frokost ca. kl. 11.00. Børnene puttes efterhånden, som de er klar til det. De fleste sover udenfor i krybber og barnevogne, men der er også mulighed for at sove inde. Vi tager højde for, at de yngste børn i vuggestuerne har deres egen søvn- og spiserytme.
I børnehaverne spiser børnene en formiddagssnack omkring kl. 9 og frokost ca. kl. 11.15. Efter frokost er der mange forskellige lege- og aktivitetsmuligheder på legepladsen. Hvis behovet er der, er der mulighed for at sove middagssøvn.
Eftermiddagshygge og leg
Når vi har leget og hygget, er det tid til eftermiddagsmad i børnehavegrupperne ca. kl. 14:00. Vuggestuebørnene spiser efterhånden, som de vågner fra middagssøvnen.
Efter eftermiddagsmaden leger vi eller laver andre spændende aktiviteter på legepladsen eller indenfor. Sidst på dagen samles børnene typisk på en stue og/eller fællesrum eller udenfor, så dagen afsluttes sammen.