I mange af vores dagtilbud har Horsens Kommune prioriteret gode produktionskøkkener med fagligt uddannet køkkenpersonale der samarbejder med det pædagogiske personale. Målet er at der så vidt muligt er et produktionskøkken i hvert dagtilbudsdistrikt.
I køkkenerne er der fokus på en høj økologiprocent, et minimum af madspil samt inddragelse af børnene i madlavningen (vurderet ud fra børnenes alder og med stor fokus på sikkerhed og hygiejne).
Vi er optaget af, at børnene får mad i vores dagtilbud der er målrettet til børnenes alder, lavet af sunde råvarer og giver børnene lyst til at spise. Hvis du vil vide mere så tryk her
Vi er glade for det store arbejde vores køkkenpersonale yder hver dag. Pia og Rachel sørger hver dag for, at vi får inspirerende frokost. Vi har kommunens højeste procent i forældretilfredsheds undersøgelsen. Vi får varm mad mandag og onsdag, rugbrød tirsdag og torsdag. Fredag er fast suppe eller grød dag.
Når grupperne laver mad på bål, er det børnene, der er med til at forberede maden. Vi bager ofte i forbindelse med højtiderne og da forbereder køkkenet dejen, som så bliver formet på stuerne, sammen med pædagoger og børn.
Til højtiderne bliver der prioriteret, at der er plads i køkkenets økonomi til, at der kan laves lækre påske- og julefrokoster. Til høstfest laves der også altid noget særligt.
Vi har ofte stor succes med at eksperimentere sammen med køkkenet i at lave særlig mad på bål, under temaet "fra jord til bord". Sidst, havde vi flere store ørreder, der blev stegt over bål - alle spiste med stor fornøjelse!
Vi bestræber os på at leve op til kommunens krav om mindst sølvmærke i økologi og har haft det de sidste mange år.