En typisk dag

 

Morgenrutiner
Vi åbner kl. 6.15 både i vuggestuen og i børnehaven. Vi serverer som udgangspunkt ikke morgenmad i institutionen. Hvis børnene ikke har spist hjemmefra, kan de selv medbringe en lille madpakke.

Kl. 7 møder personale ind på alle stuer, hvorefter man fordeler sig på stuerne - børn som voksne. Vi lægger vægt på at morgenstunden er stille og rolig, og børnene møder ind til kendt personale og får startet dagen med forudsigelige rammer, og aktiviteterne er derfor tilpasset efter dette.

Formiddagens program

Fra kl. 8.45 spiser vi formiddagsmad og derefter går vi gang med hverdagens pædagogiske aktiviteter. Hver stue har lavet en ugeplan for hvad der skal ske. Det kan I følge med i via opslag og billeder på Aula samt på whiteboard tavlen ved garderoben. 

Mad og lur
I vuggestuerne spiser vi frokost kl. ca. 10.45. I børnehaverne spiser vi ca. kl. 11.00. Efter frokost er der mange forskellige lege- og aktivitetsmuligheder for børnehavebørnene på legepladsen. Hvis behovet er der, er der mulighed for at sove middagssøvn.

I vuggestuerne putter vi børnene, efterhånden som de er klar til det. De fleste sover udenfor i krybber og barnevogne, men der er også mulighed for at sove inde. Vi tager højde for, at de yngste børn i vuggestuerne har deres egen søvn- og spiserytme.

Inden eftermiddagsmaden tilbyder vi de børn, der har behov for hviletid, en rolig stund.

Eftermiddagshygge og leg
Ca. kl. 14:00 går stuerne i gang med eftermiddagsmaden. I vuggestuen spiser børnene efterhånden, som de vågner fra middagssøvnen.

Efter eftermiddagsmaden leger vi på legepladsen eller på stuerne. Hvis børnene er indenfor, samles de, der er tilbage kl. ca. 15.45 på en stue og/eller fællesrum, så dagen afsluttes sammen.